ved Frue Geheimeraadinde von Schulins Hvilested,
den 18 Junii 1770
O Nat, da ey et Gran gav Gjenskin af den Høye!
Da Godhed ey fandt Støv at hvile ved! — -
O Svælg af Lys, da Herrens Øye
Kun mødte sig i bundløs Evighed!
5Ufatteligt! — og Vi! — — — Hvad var vi, før Alfader
Udstrøede Verdners Sæd — en Haandfuld Gran
Indsprengt med glimrende Monader -
I dette Svælg, der var saa stort, som han? -
Nu svævede hans Aand — nu tâlte Magtens Stemmer,
10 Og Soele Kredse viklede sig ud — -
Nu blev en Jord — — og af dens Gjemmer
Opstod et Støv — Og dette ligner Gud! -
Den Evige! — — Den Gud, som Sole-Kredse prise,
Fordi de hvile i hans høyre Haand!
15O Tanke, kom at undervise,
Kom at opløfte vor nedslagne Aand! -
Hvor let opsvulme vi, naar i ubrekket Orden,
Held møder os paa Held, og Lyst paa Lyst? -
Hvor let naar Himmelen og Jorden,
20 Adlyde Vink af Ønsket i vort Bryst? -
Da see vi kun os selv — — men mørke Evigheder,
Da selv vor Jord var ey et Gran endnu! -
Da, naar vor Sjæl bortsank i eder,
Da kom den først Al-Godheds Magt ihu. -
25Hvor let nedtrykkes vi, naar mørke Himle brøle,
Og Slag i Slag paa alle Sider slaaer? -
Naar Ønske, Haab, og hvad vi føle
I Skjebnen steds en afsagt Fiende faaer? -
Da see vi kun vor Nød — men Evigheders Fader,
30 Og du som bødst et Støv at ligne dig! -
Hvad Himmel og hvad Skjæbne skader? -
Hvad skrekker den, som er Alfader lig?
O Tanke! Salige, hvis Tab vi nu begræde,
Du fandt dens Trøst, og Vægten af dens Bud;
35At tænke paa sit Støv i Glæde -
I Modgang paa sin Lignelse med Gud.
I Jordisk Høyhed nær Gudinderne paa Jorden! -
Hvor stort, at staae ved Siden af Schulin! -
I Fryd! — den Mand, hvis Aske Norden
40 Velsigner; og hans store Sjæl var din! -
Ham værdig nød du da, hvad Ære sielden nyder,
Naturens Sødhed og Alfaders Fred;
Og Frugten af de reene Dyder,
Som kun bestemmer vor Lyksalighed. -
45Men Lykkens største Glands formaaede ey at blende
Din Sjæl — Og i din Kreds af Fryd og Pragt
Fandt du dig selv — glad ved at kjende
Dig, din Oprindelse, og Godheds Magt.
Da kom den fæle Skye, og Slaget traf dit Hjerte.
50 Han døde, den som boede i dit Bryst. -
Nu overiilte dobbelt Smerte
Den Sjæl, som var fortroelig med sin Lyst. -
Dog stod du tryg ved Dyd — og det du aldrig glemte,
Erindring om den større Salighed,
55Som Verd'ners Skabere bestemte
Til Støvet, som han vilde lignes ved.
Som Klippen svulmer ey ved Middags-Soelens Heede,
Og falder ey skjøndt Hav og Himmel slaae,
Saa kan dit Venskab og din Vrede,
60 O Jord, ey rokke dem, der tænke saa.
Nu glad og tryg i Kreds af evig reene Dyder,
O Salige, forsmaaer du Jordens Lyst
Og Suk — de, som Naturen yder -
Selv Sønnens Graad kan neppe naae dit Bryst.
65Du seer ham, ømmeste blant Mødre, fra det høye -
Din Efterladtes Smerte — og du seer
Med salig Vellyst i dit Øye,
At Dyd og Ømhed rundt omkring ham leer.