Naar Landets Børn, Du evig Viise,
I Dine Glimt tør fryde sig,
Hvor høyt skal da hver Læbe priise, -
Hvor høyt hver Daad forkynde Dig!

Af Soele-Kredse, som forsvinde,
Skal de forstaae Dig ene stoer! -
Og i et Støv-Gran skal de finde
Din Almagts underlige Spoer! -

Af tause Nætter skal de lære
Din skiulte Stie til Held og Fryd,
Og Din bestraalte Vey til Ære,
Af Minnie-Sangens høye Lyd! -

Derfor skal Dan og Nor ophøye
Din Miskundhed, Du Lysets GUd! -
Thi bliidt er Vinket af Dit Øye,
Og liflig Klangen af dit Bud! -

Med Dine Vingers brede Skygge
Indhegner du Dit Folk i Fred,
At vi, lyksalige og trygge,
Maae mættes af Din Herlighed! -

Dit Smiil har skiult Skiold-Ungens Throne -
Dit Smiil, som intet Mørke naaer! -
Du fyldte Lys i CHRISTIANS Krone,
Og spredte Glans omkring Hans Aar! -

Og, HErre, Du skal naadig skiænke
Hans Bryst et Gienskin af vort Held! -
Du, HErre, Du skal mægtig sænke
Hans Aand i Dine Straalers Veld! -

Som Lynild lad Dit Vink adsprede
Hver giftig Damp, hver farlig Skye,
Og mød med Flammer af Din Vrede
Hver Storm, som truer Viisdoms Lye! -

Indhegn de Frugter af dens Glæde,
Som nu saa roelig spiire frem! -
Udryd hvert Dyr, som tør nedtræde,
Hvert Kryb, som tør benage dem! -

Da skal vor Elsktes Fødsel være
Vor Slægt et Minde af Dit Lys;
Og høye Hymner, Dig til Ære
Skal vidne, naar dens Fest fornyes! -

Og naar vor Afkom seer tilbage
Fra Fod-Spor af opklared Fliid,
Skal den velsigne CHRISTIANS Dage,
Som Springet af sin gyldne Tiid! -

Høyt skal da Nordens glade Sønner
Lovsynge Dig, vor GUd — vort Haab,
Fordi Du hørte vore Bønner,
Og mærkte paa vort hæse Raab! -

Efter Talen

Fyld, Gud — opfyld vor CHRISTIANS Dage,
Med Lys og Held! — og ofte byd:
Hans Fest, at vende bliid tilbage,
Og os, at møde den med Fryd! -