Her saae jeg Lyset først bag Fjeldets Tinde,
Her fandt jeg tidlig alt et venligt Læ;
Her blev jeg vugget paa min Moders Knæ,
Mens Espen skjalv i Nattens sagte Vinde.

Ja, jeg det husker grant, her var jeg hjemme,
Her har jeg fisket i det dybe Vand,
Her har jeg leget paa den blege Strand,
Og aldrig kan min Barndoms Leeg jeg glemme.

Og her jeg vandred i de stille Dale,
Her saae jeg Elven i sit dybe Fald,
Her har jeg anet først min Musas Kald,
Mens Fossen larmed høit i Bjergets Sale.

Her blev med Fjeldets Aander jeg fortrolig,
Og her jeg fandt saa mangen ærlig Ven,
Som sikkert aldrig jeg skal see igjen,
Før hist vi samles i en bedre Bolig.

Her svandt min Barndom bag de store Skove,
Hvor Klippens Hvælving liig en Kirke staaer,
Og hvor Solsorten synger sødt hvert Aar
I hellig Eensomhed for Gud at love.

Her førte Drømmens Aand mig tidt tilbage,
Hvor Rosen blomstrer nærved Fjeldets Bryst,
Hvor selv Naturen drømmer om den Lyst,
Som den har følt i Paradisets Dage.

Hvor Vaaren smiler liig en deilig Pige,
Med Øine klare liig den blanke Sø,
Med Blik, der viser, at hun snart maa døe
Og bytte Jorden bort mod Himlens Rige.

Nei aldrig glemmer jeg de gamle Minder,
Og skjøndt jeg fandt et andet Fædreland,
Skjøndt trofast vinker mig den danske Strand,
Min Tanke tidt dog Vei til Norge finder.