Hvor dunkle Fiorde giennem Landet trænger,
Hvor Hiulet suser, og hvor Strømmen gaaer,
Hvor Granen dristig over Svælget hænger,
Hvor Bierget blegt i Maaneglandsen staaer,
Hvor Himlen klar i stille Skove blinker,
Mens Stormen sover under Klippens Barm,
Det er det Land, hvor Hiemmet Eder vinker,
Hvor først I vaagned i Naturens Arm.

Hvor Kirken hæver sig bag Blomsterhøie,
Hvor Taarnet kneiser bag den gamle Lind,
Mens Morgenduggen staaer i Rosens Øie,
Der glimter venlig i den lune Vind,
Hvor Nattergalen løfter mildt sin Stemme,
Mens Bøgen grønnes over Kæmpens Grav,
Der er vort Fædreland, der har vi hiemme,
Hvor Leen klinger ved det sølvblaa Hav.

Ja lang er Veien fra den Øe, der svømmer,
Liig Svanens Yngel, over Vandets Speil,
Til Nordens Field, der under Skyen drømmer,
Mens Elven spænder ud sit hvide Seil;
Og længe varer det, før Stemmen klinger
Fra Sverrigs Heltekyst til Danmarks Land,
Og tidt maa Falken svinge sine Vinger,
Før den fra Norge naaer til Siællands Strand.

Og dog I saae det i de høie Sale,
Hvor Sølvet glimter giennem Stenens Rift,
Og vi det aned i de dybe Dale,
Hvor Vaarens Finger skrev sin grønne Skrift;
Ja Blodet røber det i vores Kinder,
Paa Læben klinger det mod hellig Lyst:
En reen og høi og mægtig Aand forbinder
De trende Folkefærd ved Nordens Bryst.

Naturens Søn, hvis store Fakkel flammer
Paa Himlens Hvælving og det mindste Kryb,
Paa Liliens Blad, i Stenens gamle Kammer,
I Siælens Folder og i Tankens Dyb,
Han veed og kiender og han har det fundet
Det Baand, der samler Livet til et Heelt;
Han aner, seer, hans Siæl den har udgrundet,
Den Kraft, der binder, hvad der synes deelt.

Derfor vi lytte til hans Tale gierne,
Der springer klar af Tankens dybe Sø,
Og om den Eenhed vil vi Alle værne,
Der binder Nordens Bierg til Nordens Øe;
Ja den skal mærkes i vor Aands Bedrifter,
I Ordets Klang, i Øiets rene Blaa,
Og den skal skues i de Vises Skrifter,
Der aldrig kan og aldrig vil forgaae.