Kun en eneste Gang, mens de lethenglidende Timer
Med ustandselig Iil fuldende det aarlige Kredsløb,
Vender en himmelsk Gud sine Vingers Flugt imod Jorden,
Fulgt af den mildeste Duft, af Vestenvinden og Duggen,
Af Lysalfernes Flok og af Purpurfarvede Skyer,
Kaster et Ildblik ned, der dæmpes mildt gjennem Taarer,
Svinder saa hurtigt igjen, før vi ret har betragtet hans Skjønhed.
Ak, vi see kun et Blik, og dog en uendelig Verden
Kalder det frem paa Fjeld og i skovomkrandsede Dale.
Vinterens Iisdiadem er brudt, dens Scepter er smeltet
I Dugperlernes Glands, der neddrysse fra Skyernes Veie;
Flygtet den er paa sin Hest, den aldrighvilende Stormvind,
Ryster ei meer fra Sky sine vildthenflagrende Lokker,
Der nedsende den kolde Snee over Mark over Enge;
Thi Opstandelsens Aand har berørt det stivnede Jordliv,
Et Mirakel er skeet, den længsthentørrede Riisqvist,
Skjøndt det syntes umuligt, skyder igjen sine Blade,
Den henvisnede Vintergreen bedækkes med Blomster.
Vaaranemonerne trænger sig frem paa Vang, Hyacinthen
Aabner for Solens sit Blik, mens i Græsset Violerne dufte.
Nattergalen synger i Lund og mangfoldige Fugle
Sankes i Skovens Hal for at hilse den deilige Vaargud.
Frøen opdukker af Sø og af sivomskyggede Vandkjær
For at blande sin Røst med de jubelsyngende Stemmer,
Larven brister i Jord, og gjennem Afgrundens Porte
Trænger det solklare Blik, og det dunkle Kryb sig bevæger
Frem af sit Midnatsmulm, medens Sommerfuglen opløfter
Vingernes spraglede Dobbeltpar mod det hellige Luftblaa,
Liig en flyvende Blomst; det er, som Sjælen blev baaren,
Efter mangfoldige Seklers Kamp og uendelig Smerte,
Gjennem Tidernes Strøm tilbage til Skabelsens Barndom,
Før vort Liv var besmittet med Synd, da de evige Magter
Venlig nedstege fra Sky til Menneskets Bolig, og smykked
Med en uvisnelig Ungdomskrands de uskyldige Slægter.
Ak, men det er kun en Drøm, en fjern, forgængelig Afglands
Af det evige Liv, hvortil en uendelig Hjemvee
Drager Menneskets Sjæl; men uagtet Vaaren forsvinder,
Liig det flygtige Regnbueskjær, der glimter i Luften,
Er den tilstrækkelig dog for at vække det døde Naturliv,
Og gjenføde den Kraft, der svandt i Vinterens Gravmulm,
Til en flygtigforsvindende Drøm, et vidunderligt Billed
Af vort evige Hjem blev Tidens Foryngelse knyttet.