Vender sig Lykken fra Dig,
Bli'er Du i Støvet traadt,
Og bli'er af Fjender spottet,
Af Venner selv forraadt,

Du skal det lidet agte,
Naar Du Dig selv ei sveg.
Vi sendtes hid til Arbeid,
Og ei til Lyst og Leg.

Men hist, hvor Aander svømme,
Paa Melkeveiens Hav,
Hvor Livets hvide Svaner
Opstaae af Tid og Grav,

Der skal det aabenbares,
Hvad Du har tænkt saa tidt,
At den skal høiest glædes,
Som allermeest har lidt.

Thi Smerten er kun Vrangen
Af Salighedens Dragt,
I Dybets dunkle Kilder
Speiler sig Lysets Pragt.