Naturens ædle Dyrker begjerer ei den Krands,
Der falmer i Tidernes Vande,
Han agter kun og ønsker og søger den Glands,
Der lyser fra Evighedens Strande.

Og Ørkenens Veie, de standser ei hans Fod,
Ei Vindenes dræbende Skare,
Og Iispolens Aande, den kuer ei hans Mod.
Han ændser ei Savn eller Fare.

De mægtige Skikkelser i Verdens ældste Grav,
De Rædsler, som Bølgedybet gjemmer,
De blinkende Verdner i Melkeveiens Hav,
Og Afgrundens vældige Stemmer;

Og Rosernes Rødmen og Nattergalens Sang,
Mens Skovduen reder sit Leie,
Og Døgnfluens Flagren og Himmellysets Gang,
De vise ham den Eviges Veie.

Og Stjernedybets Gaader, dem grunder han ud,
Ei Tidernes Lænker ham fanger,
Og Lynet han tvinger at vorde Tankens Bud,
Og Dampen er hans dristige Ganger.

De rigeste Skatte han finder under Muld,
Hans Aand gjennem Afgrunden vanker,
Han skjenker dem til Verden, han lønnes ei med Guld,
Hans Løn er de evige Tanker.

De Tanker, der flyve som Svaner over Sø,
Til Under for de fjerneste Lande,
Og aldrig kan ældes og aldrig kan døe,
Og sænkes i Glemselens Vande.