Aldrig skal Dit Navn forgjettes i det høie Nord,
Medens Mænd paa Bølgen færdes og paa grønnen Jord;
Echo skal Dit Qvad gjentage,
Kaste det med Klang tilbage
Mellem Fjeld og dunkle Skove
Til den salte Vove.

Der, hvor Granen høi og dristig trodser Vintrens Vind,
Medens Elvens Skum sig styrter over Klippens Tind;
Der, hvor hundred Nattergale
Fløiter i de dybe Dale,
Staae de Borge, Du har bygget
Og mod Storm betrygget.

Hver en Alder har vi skuet i Dit Digterspeil,
Den, som end i Tidens Bølger gaaer for fulde Seil,
Den, som under Myrther blunder,
Den, som snart mod Graven stunder,
Den, som end i Vuggen hviler
Og til Sorgen smiler.

Elskovs Fryd og Suk og Klage længst af Verden glemt,
Viisdoms gamle dunkle Lære bag et Billed gjemt;
Sandhed skjult bag Tidens Strømme,
Nordens Kraft og Østens Drømme,
Høie Glimt fra Oldtids Dage
Kaldte Du tilbage.

Nordens Aand har Du forstaaet, som den Faa forstod,
Dine Sanges dybe Kilder sprang fra Livets Rod;
Derfor vi dem aldrig glemme,
Stedse Danmark skal dem gjemme;
Før skal Bjerg og Dal forsvinde,
Før de gaae af Minde.