Det dæmred alt i Skoven, jeg treen i Hallen ind,
De Jomfruer jeg skued ved Faklernes Skin;
Den Første ligned Vaaren, der snart i Blomster staaer,
Den Anden gik i Dandsen med udslagne Haar;
Men Ingen det veed, hvordan sig Lykken vender.

Den Tredie gav mig Haanden, den var saa hvid som Snee,
Den Fjerde har to Øine som Stjerner at see,
Den Femte kunde synge den yndeligste Sang,
Den Sjette kasted Runer, der gjorde Barmen trang;
Men Ingen det veed, hvordan sig Lykken vender.

Den Syvende sig bøied saa let som Pilens Green,
Den Ottende slog Harpen, da smelted hver Steen,
Den Niende var deilig som Lilien i sin Pragt,
Hun har mit Hjerte bundet med Kjærligheds Magt;
Men Ingen det veed, hvordan sig Lykken vender.

Hun Elskov ikke kjender, dog kan hun skifte Sind,
Men aldrig kan hun skifte sin favre Rosenkind,
Og aldrig kan hun skifte sit Aasyn uden Feil,
Og aldrig kan jeg glemme det klare Jomfruspeil;
Men Ingen det veed, hvordan sig Lykken vender.

— Den Lilievand sig hviled udi den grønne Lund,
Da nærmed sig en Ridder med Falk og med Hund,
Da skifted hun sin Tanke, da skifted hun sit Sind,
Og snart hun ogsaa skifted sin favre Rosenkind;
Thi ingen det veed, hvordan sig Lykken vender.