Herr Magnus han stirrer i Vinternatten ud:
'Christ give, jeg maa svale min Hævn paa Hertug Knud!'
Et Lønbrev han skriver saa tankefuld med Sned:
'Du møde mig i Harrestad, der vil vi tales ved.'

Herr Magnus han spænder sit Glavind ved Lænd:
'Ham hilse Danmarks Piger, mig følge Danmarks Mænd.'
Herr Magnus han rider med Kjæmper ved sin Side,
'nu vil vi bede Hjorten og se, hvor den mon lide.'

Og da de kom til Harrestad, hvor Skovens Fugle bo,
da mødte de Knud Hertug, saa listelig de lo.
'Nu skrifte du, min Frænde, hvad ej du skrifted før,
hvo Guldkronen fanger, naar Dannerkongen dør.

Og hør, min unge Frænde, du synes mig saa bleg,
nu vil vi skifte Riget ved Sværdenes Leg.'
De jærnklædte Kæmper opløfted deres Spær,
saa vog de den Herre ved Fuldmaanens Skjær.

Da sprang der frem en Kilde, den sank igen i Hav,
det var de Danskes Taarer, der flød ved Heltens Grav.
O, Danmark, paa Rænker du aldrig dig forstod,
det har du tit betalt med dit reneste Blod.