Nu Natten længes og Dagen er kort,
Og Somren er dragen til Syden bort.

Og Droslen og Stæren fløi over Sø,
Hvis ei de var flygtet, da maatte de døe.

Nu gjalder det høit i Vindens Horn,
Mens Sneen glimter bag Busk og Torn.

Der kommer en Slæde, den glider forbi,
Mens Ulvene tude paa vilden Sti.

I Slæden sidder en fangen Mand
Han ligner et Gjenfærd paa Gravens Rand.

Han ligner et Gjenfærd, han ligner en Død,
Christ give, han hviled i Jordens Skjød.

Men Vinden leger med Sneens Flokker,
Med Hestens Manke, med Fangens Lokker.

Og Slæden glider saa let forbi
Foruden Bjælder paa vilden Sti.

Den glider mod Øst paa sorte Gænger,
En liden Sky under Maanen hænger,

Paa sorte Gænge i hviden Snee,
Den næste Dag var ei Spor at see.

Og Granen sukked og spurgte Maanen,
Hvorhen han kjørte, men Maanen taug.