Vilde forfra Du begynde Dit forsvundne Liv igjen
Med dets Fryd og lange Smerte?« saa Du spørger mig, min Ven,
»Med dets Kamp og vilde Stræben, med dets korte Ungdomsleg,
Med dets lette Regnbufarver, der med Pragt i Skyen steg,
Med den Tid, da Hjertet banked i sin første Elskovsdrøm,
Før Din unge Kraft blev kuet i den tunge Modgangsstrøm,
Med de Skuffelser og Syner, der som Taager svandt i Luft,
Med de lyse Morgendrømme, med den milde Rosenduft,
Dengang Sommerfuglestøvet laante Dine Vinger Glands,
Da din Tinding end var smykket med den friske Foraarskrands?«

— Aldrig vilde jeg begynde mit forgangne Liv igien,
Med dets korte Morgendrømme, der i Sky blev veiret hen,
Med dets lyse Regnbufarver, der kun var et løiet Skin,
Med dets Skuffelser og Syner, der svandt hen som letten Vind,
Med dets tunge bittre Kampe, Somrens Arbeid, Høstens Slud,
Dengang alle Haabets Stjerner syntes slukt i Taager ud.
Men at jeg har Livet levet fra dets Foraar til dets Høst,
Lært dets Glæder at vurdere, at forstaae dets Sorg og Lyst,
Og at finde midt i Stormen i mit eget Hjerte Fred,
Derfor takker jeg den Gud, der sendte mig i Støvet ned.