Hvergang sig Solen sænker
Mod Nattens dunkle Hjem,
Stiger en fager Jomfru
Bag Vestens Taager frem;
Hun svæver i Purpurskyer
Med deiligt skinnende Haar,
Hun kalder sig Aftenrøde,
Og ligner den unge Vaar.

Over de gyldne Lokker
Funkler en Stjerne stor,
Rundt om den fagre Tinding
En Rosenkrands sig snoer;
Den Jomfru sig langsomt nærmer
Til Solens stærke Gud,
Hans luende klare Fakkel
Hun slukker i Vesten ud.

Hvergang sig Solen hæver
Atter af Nattens Grav,
Seer man en deilig Ungersvend,
Han boer ved et sølvblaat Hav;
Naar han i Østen stiger,
Er Dagens Konge nær,
Han kalder sig Morgenrøde,
Han gløder i Purpurskjær.

Over hans gyldne Lokker
Funkler en Stjerne stor,
Rundt om hans fagre Tinding
En Rosenkrands sig snoer;
Hvor han sit Øie vender,
Der Nattens Taager flye,
Solgudens klare Fakkel
Den tænder han paany.

Morgen- og Aftenrøde
De have hinanden kjær,
Dog skiller dem Dagens Himmel,
Og Mørkets Aandehær;
Ene naar Nattergalen
Synger i Skov og Lund,
Kan Morgen- og Aftenrøde
Samles i Nattens Stund.

Da see de hinanden i Øiet,
Og træde hinanden nær,
Og favnes ved Midnatstide
Bag Skovens dunkle Træer;
Da blusse de skjønneste Roser,
Dem Lærken hilser med Sang,
Det er deres deilige Børn,
De smykke nu Mark og Vang.

Da slukkes ei Solens Fakkel,
Den glimter som bag et Slør,
Den gribes af Morgenrøden,
Endnu før den ganske døer;
Han favner den deilige Jomfru,
Hun giver ham Faklen hen,
Saa favner han atter den Lilievand,
Saa viger hun bort igjen.

Men hviler han altfor længe
Ved Brudens deilige Bryst,
Da kalder ham Nattergalen,
Da hæver den høit sin Røst;
Den melder med klagende Stemme,
At Midnatstimen veg,
Den bringer ham til at ende
Den korte Elskovsleg.