De hvideste Perler i Havet er spredt,
Og Bølgerne vandre derover,
Den Skat, du søger og aldrig har seet,
Jeg her at beskrive dig lover.

Først maa hun eie den yndigste Fod
For Hiulet og Væven at træde,
Dertil et ærligt og trofast Mod,
Der deler din Sorg og din Glæde.

En Barm maa hun eie saa varm og saa fuld,
To Arme saa blendende hvide,
Dertil en Tunge saa reen som Guld,
Der tier og taler i Tide.

Og snildt maa hun flette sin Tankes Net,
Og Smilet maa røbe Forstanden,
Hendes Gang maa være saa svævende let,
Som Bølgens, der træder mod Stranden.

Og Øiet maa ligne den sagte Strøm,
Hvori sig Fuldmaanen maler,
Men Hiertet maa drømme saamangen Drøm,
Hvorom ei Læberne taler.

Mig Nattergalen i grønnen Lund
Betroed hvor hun havde hiemme,
Jeg lytted dertil i en Midnatsstund,
Og mon det om Morgenen glemme.