Johannes Carsten Hauch

1790-1872 / Denmark

De to Øxer

Det sidste Dagslys taber sig i Nat,
Den blege Dæmring dybt i Vesten svinder,
Det høie Fruetaarn staaer nu forladt,
Og Himlens Stiernekreds om Hvile minder.
Den arbeidsvante Flok sig fierner brat,
Der forhen svæved under Taarnets Tinder,
Med hurtig Fod den sig mod Hiemmet vender,
Hvor Arnens Lue for den Trætte brænder.

Den gamle Winfred staaer tilbage kun,
Hans strenge Blik paa Kirkemuren svæver,
Sit Dagværk veier han i Nattens Stund,
Hans Tanke klar sig giennem Mørket hæver,
Da stiger Maanen frem paa Himlens Grund,
Dens røde Glimt paa Taarnets Tinde bæver,
Men Winfred vender sig og vandrer ene
Fra Kirken bort bag dæmringslørte Grene.

Og som han træder frem i Maanens Skiær,
En Yngling nærmer sig bag Lindens Buer.
»Hvad vil du, Conrad, bag de høie Træer?
Dit Øie svimmelt giennem Natten luer.«
— »Vi skilles ad, jeg dvæler ei hos Jer,
I har mig dadlet strengt, det ei mig huer,
Derfor som Svend jeg aldrig meer Jer giester,
Min Konst forstaaer jeg, som den bedste Mester.«

— »Viig bort, Dumdristige, fra Winfreds Vei!
Hovmodig Selvtillid din Siæl forvirrer.«
— »Jeg er saa god som I, jeg viger ei,«
Giensvarer Conrad, mens hans Læbe dirrer;
»Hvad I formaaer, det mægter ogsaa jeg.
Og skiøndt med Harm Jert Øie paa mig stirrer,
Jeg Trods dog byder Jer i Mod og Kræfter;
Thi Jer i ingen Daad jeg stander efter.«

»Nu,« svarer Winfred, »Hovmod gaaer for Fald;
Dog hvad mod mig du synded, vil jeg glemme;
Men hvis jeg dig som Mester agte skal,
Maa Siælens Vildskab du med Kraft betæmme;
For det at prøve, vil i Taarnets Hal
Vi samles snart; der skal en Kamp bestemme,
Hvo Seierskrandsen til sin Isse fæster.«
— »Vel,« Svaret lød, »jeg der dig sikkert giester.«

Den næste Dag, da mod det fierne Vands
Sølvblanke Speil den klare Sol mon glide,
Mens lange Skyer viftede med Glands,
Liig store Faner, dybt i Vesterlide,
Da hæved dristig sig i Taarnets Krands
Den unge Svend ved Mester Winfreds Side.
En Øxe Winfred i sin Høire svinger,
De blanke Haller ved hans Fodtrin klinger.

»Hør, unge Mand, det er et farligt Spil,«
Saa taler Winfred, mens han langsomt stiger,
»Betænk dig vel, du hører Dybet til,
Hvis du til Side kun en Tomme viger.«
— »Nu,« svarer Conrad med et haanligt Smiil,
»Gaa du tilbage, hvis dig Modet sviger.«
Da vorde tause Mester Winfreds Læber,
Og mere dristig han mod Spidsen stræber.

Med faste Skridt bestandig frem de gaae
Paa høie Trapper giennem steile Gange,
Tilsidst det fierne Kirkens Uhr de naae,
Hvor Taarnets Ringe vorde mere trange,
Paa smalle Biælker uden Frygt de staae,
Hvortil befæstet er de Stiger lange,
Hvorhen selv Kiækheds Fod sig sielden vover,
Hvor Nattens Ugle, liig et Gienfærd, sover.

Men dybt i Afgrundssvælget ved sin Fod
Kan Conrad end de store Klokker skue,
Hvis Toner strømme, liig en vældig Flod,
Og for hvis Røster selv de Døde grue.
Dog gaaer han videre med freidigt Mod,
Og snart han svæver over Kuplens Bue,
Den sorte Røg han seer i Dybet dale,
Og Luften blinker giennem Taarnets Sale.

Da standser Winfred pludselig sin Gang:
»Kan du ei høre Klokkerne, der ringer?
Og dybt i Kirken lyder Orglets Klang,
Dets klare Toner sig i Luft opsvinger,
Det spiller, synes mig den samme Sang,
Som naar de Døde man til Graven bringer.«
— »Nei,« svarer Conrad, »det er Luftens Vinde;«
Og atter stige de mod Taarnets Tinde.

Paany dog standser Winfreds faste Fod:
»Seer du det sorte Kors, der hist sig hæver?
Det sattes hid med et gudfrygtigt Mod
Til Skræk for Mørkets Aander, naar de svæver,
Liig Flaggermuus begierlig efter Blod,
Om Taarnets Spiir, hvor Maanens Straale bæver,
Der vil vi hvile, før vi vandre længer.«
— »Nei,« Svaret lød, »jeg ei til Hvile trænger.«

Tilsidst de nærme sig til Taarnets Tind,
Og høre Lyden af de gyldne Fløie,
Der snoe sig langsomt i den svage Vind,
Mens Spirets Stierne funkler i det Høie.
Da standser Winfred tredie Gang sit Trin,
Og seer paa Conrad med opmærksomt Øie,
Og peger rolig fremad med sin Finger,
Hvor letten Sky sig giennem Luften svinger.

En Biælke ligger der af stærken Eeg,
I Luften strakt fra Taarnets sidste Bue.
Did nærmer sig — o rædselfulde Leeg!
O, hielp ham Christ, at ei hans Siæl maa grue!
Thi hvis en Tomme kun hans Fod nu veg,
Da aldrig meer han Dagens Lys vil skue.
— Did nærmer Winfred sig og Foden hæver,
Og mellem Jord og Himmel taus han svæver.

Med Øxen i sin Haand han frem mon gaae,
Ei over Biælkens Rand hans Øie trænger,
Ved Taarnets Fod sig vælte Taager graae,
Dets Spidser hæve sig, liig skarpe Tænger;
Den lette Spurv saa høit kan neppe naae,
Muursvalen under ham i Luften hænger,
Med stille Gang den klare Sol nedglider,
Mens Winfred langsomt frem paa Biælken skrider.

Først ved dens Spidse standser han sin Fod,
Høit Øxen blinker i den Stærkes Hænder,
Og fast han hugger den med roligt Mod
Og sikker Haand, hvor Egebiælken ender,
Tilbage skrider saa den Mester god,
Med strenge Blik han sig mod Conrad vender:
»Nu hent mig Øxen, Svend, hvis du vil være
Din Mesters Ligemand i Konst og Ære!«

Den unge Mand sig reiser med et Smiil,
Med raske Fied han hen mod Biælken springer,
Hans Øie trænger, liig en dristig Piil,
I Dybet ned, mens kiækt han frem sig svinger.
Da kommer Flaggermusen frem med Iil,
Og væver Mørkets Net med magisk Finger;
Med vildsom Flugt den giennem Luften glider,
Mens fast og dristig Conrads Fod fremskrider.

Til midt paa Broen gaaer han uden Gru,
Der trang imellem Død og Liv hensvæver;
Men der han standser med tvivlraadig Hu;
En selsom Stemme giennem Luften bæver:
»Siig hvilken Øxe, Mester, mener du?
Thi der er to, der sig fra Biælken hæver.«
— Da klinger Winfreds Røst i Aftenrøden:
»Nu hielpe Gud din arme Siæl i Døden!«

O vee, o vee! Knap Ordet er forbi,
Og knap dets Echo Vei i Luften finder,
Før Conrad vakler paa den smalle Sti,
Og ned han styrter fra de høie Tinder.
Fra Dødens Magt ham intet meer kan frie,
Vel hundred Alen dybt hans Legem svinder,
Og Afgrundsslangen ved sit Bytte klæber,
Men Blodet viger bort fra Winfreds Læber.
88 Total read