Naar Nattens Børn sig hæve
Og kue Livets Mod,
Naar Sot og Sygdom kræve
At lædskes i vort Blod;

Naar hver en Dag i Qvaler
Sig sænker til os ned,
Mon Himlen hist betaler,
Hvad jeg i Støvet led?

— Forlad mig, hvis mit Hjerte
Har fristet Dig, min Gud!
Jeg veed, at Sorg og Smerte
Henveires paa Dit Bud.

Men naar engang Din Stemme
Mig kalder af Gravens Skjød,
O, lad mig da forglemme
Den bittre Livets Nød!

Og alle de falske Glæder,
Og Mængdens Had og Gunst,
Og Verdens Spot og Hæder,
Og Rygtets Qvalm og Dunst!

Lad mig som Barnet glide
Mod Evighedens Bo!
Jeg ønsker ei at vide,
Jeg ønsker kun at troe.

Vug mig i Digterdrømme
Høit over Tid og Grav,
Hvor Lysets Aander svømme
Paa Evighedens Hav.