I Vallø Kloster
Der vil hun døe,
Min kjære Moster,
Den bedagede Mø.
Paa Jorden giftet
Hun ikke blev,
Derfor i Stiftet
Hun ind sig skrev.

Vel er der deiligt
I Skov og Slot,
Man boer beleiligt,
Man lever godt.
Jeg var hos Moster
Forgangen Aar,
Det hele Kloster
For mit Øie staaer.

Jeg seer hver Snirkel
Og Taarnenes Par,
Det ene som en Cirkel
Rundhed har,
Det andet er kantet,
Ligner et Skuur,
Det er en fjantet
Architectur.

Men høist massive
De begge staae,
Og taust beskrive
Hvad før de saae,
Da Hjelm og Pandser
Dem blev tildeel
Hos Rosenkrandser,
Hos Thott og Scheel.

Naar Peder Oxe
De nævne vil,
Jeg troer, at de voxe
Nogle Favne til,
At de sig strække,
Stolte ved ham,
Hvis Frøer qvække
I den lille Dam.

Man sagtens leder
Om Mage til Sted,
Dog Betænkeligheder
Jeg har derved.
Mig ogsaa min Fader
Indskrevet har, -
Det aldrig skader,
Den Sag er klar.

Men naar man tæller
Kun atten Aar,
Man venter heller
Paa bedre Kaar.
Og tænk nu Qvalen
Og tænk min Skræk,
Hvis Capitalen
Var kastet væk!

Da jeg Moster besøgte, -
Jeg veed ei ret -
Der var Noget, jeg søgte
Paa hver en Plet,
Men aldrig fandtes
For Savnet Raad,
Mens Længslen spandtes
Med lønlig Traad.

I Havens Gange
Under Løvets Tag
Lød Fuglesange
Ved Nat, ved Dag;
Det sused og det lufted
I gamle Træer,
Blomsterne dufted
I farvet Skjær.

Men Blomsterduften,
Det farvede Blad,
Suusning af Luften
Og Fuglenes Qvad
I Grenes Kløfter
Paa beskygget Vej, -
Alt var som Løfter,
Der holdes ei.

Meget, jeg bekjender,
Man her kan faae;
Men hvis Hjertet brænder,
Hvad gjør man saa?
Kan med dets Crater
Man vel faa Bugt
Ved Deputater
Af Vildt og Frugt?

Til glade Miner
Mon det forslaaer,
At i to Terminer
Man Hævning faaer,
Naar Hævning af Barmen
Under Silken fiin
Ved Hjertevarmen
Er uden Termin?

Moster! Jeg kommer
Paa Besøg igjen,
Jeg vil til Sommer
Til Vallø hen
Og i Haven spadsere;
Men — gaaer det an,
Maa du logere
Mig og min Mand.