Til Deres Kongelige Høiheder, Prinds Frederik Carl Christian og Prindsesse Vilhelmine Marie.
Paa Engen hvile de Taager graae,
En Vandrer stirrer med Skræk derpaa;
Bleg skinner Maanen i Aftenstunden,
Men Dandsen den gaaer saa let gjennem Lunden.

Der Elverpigen med udslaaet Haar
Saa luftig svæver paa dugsprængt Tillie,
Og Dandsen let gjennem Lunden gaaer;
Han lytter til den, imod sin Villie.

Saa staaer i mangen en gammel Sang,
Men til dens Toner ei meer vi lytte;
I Kongeborgen den fordum klang,
Nu har den Fristed i Bondens Hytte.

Dog har de Sange saa frisk en Duft,
Som Engens Blomster i Morgenluft;
De har en Farve, saa dansk, saa fager,
Som lysblaa Kornblomst paa Rugens Ager.

Af dem jeg nogle til Krandsen brød.
O simple Toner fra gamle Dage!
I Kongeborgen I fordum lød;
Tør I nu vende til den tilbage?

Maaskee det venlige Fyrstepar
Vil smile til jer i Skjoldung-Hallen;
Maaskee de Blomster, som Danmark bar,
Tør offres Danmarks Haab af Skjalden.