Solen sank bag grønne Lund,
Og den klare, fulde Maane
Mellem Sjølunds Kyst og Skaane
Straaled over Øresund.
Hvælved om Uranienborg
Sig den stjerneklare Bue.
Tycho stod i Maanens Lue,
Monne Landet trindt beskue,
Tankefuld, med dæmpet Sorg.

Og han sagde: Fædreland!
Siig mig dog, hvad var min Brøde,
Da din Søn du bort at støde
Fra dit Hjerte nænne kan?
Har du glemt, hvad Verden veed?
Det var mig, som monne bære
Op til Stjernerne din Ære;
Hele Himlen kan jo være
Vidne til min Sønlighed.

Mit Chaldæa her jeg fandt.
Ak! I elskte danske Sletter
Vise jo i lange Nætter
Himmelen til hver en Kant.
Skjønne, lave Fædrejord!
Fremfor alle Verdens Lande
Maa jeg elske dine Strande;
Just paa dem bør Templet stande
For det høie Stjernechor.

Men Urania sin Ven
Vil et andet Hjem berede,
Hvorved hendes Kunst kan brede
Sig til andre Lande hen.
Dunkelt jeg kun Veien seer,
Stjernerne maae den betegne.
Ligemeget hvad for Egne!
Er ei Himlen allevegne?
Hvad behøver jeg saa meer?