Himlen er mild, nu har vi Mai,
Bølgen er svagt af Vinden kruset,
Folk nu vandre til Badehuset
Hen ad den smukke Fæstningsvei.
Langs med Vandet paa Voldens Banke
Piger og Drenge Violer sanke,
Mens de dem binde
Fast paa lange, kløvede Pinde.
Alt nu smiler med Foraarslyst
Ved Floras duftende Bryst.

Bort nu med din trykkende Dragt!
Heden er tung ved Middagstide;
Lad den smidige Nereide
Kryste dig i sin Favn med Magt.
Smukke Piger og smukke Koner!
Eder belurer en Sværm af Tritoner,
Ak! men forgjæves
Vente de paa, naar Gittret hæves,
Som jer fjerner i lukket Buur
Fra Søens vilde Natur.

O! men Bølgen er som Crystal
Gjennemsigtig for Vandets Guder;
Let ved Gittret som gjennem Ruder
See de Skuldrenes runde Fald,
Barmen, som sig vuggende hæver,
Naar den, baaren af Bølgen, svæver . . . . .
Muse, ti stille!
Havets Væsner ei røbe ville
Hvad de skued i Dybets Rum, -
Saa vær da lige saa stum!

Bort herfra! thi Vandet er Ild
Nær ved de flydende Jomfrubure.
Følg med Svømmerne hist, som fure
Koldere Bølge paa Strømmen vild!
Der er Kjøling for Hjertets Qvaler,
Bølgen i vældige Toner taler,
Bruser og rinder,
Tonende stolte Fortidsminder,
Syder og skummer i mægtig Flugt
Fra Stevns og fra Kjøgebugt.

Dukker jer dybt i salten Bad,
Alle, som Livet Qvalmer trænge,
Alle, som mat med Hovedet hænge,
Alle, hvis Sjæl er splittet ad,
Alle, hvis Forhold er trykkende Smaahed,
Alle, som haardt berøres af Raahed!
Havet kun kjender
Storhed, og klapper med bløde Hænder,
Havet styrker det matte Sind
Og gyder sin Kraft derind.

Du som trættes paa Vei til dit Maal,
Eller omsonst om Elskov sukker!
Bølgen, der om din Isse sig lukker,
Skjænker fornyet Mod og Taal.
Selv I Stakler, som bankede bleve,
Mens om Theatret paa Torvet I dreve,
Hidtil I kunde
Ryste jer blot som Pudelhunde;
Badet nu lindrer Svien, imens
I vaske jer' Intelligens.

Søen er just et Middel mod Alt,
Hvoraf Smagen er fersk og vammel;
Giver man Intelligensen 'en Gammel,'
Dukker den op med bedre Salt.
Naar da truende den sig løfter,
Skræmmes en Aal, en Sælhund snøfter;
Selv den sig speiler
Næsten gigantisk for Hundesteiler;
Vandet har alle Farver som Graat,
Og lange Skygger af Smaat.

Ligheds-Principet har Søen havt
Stedse: den hæver Alle som Helte,
Enten de løftes af Svømmebælte,
Eller de bæres af egen Kraft.
Lige fornøiet paa Nakken den bærer
Orlogsfregatten og Skuden med Pærer.
Ei Differenser
Kjender dens Magt eller indre Grændser.
Gjæstfri har den til Alle Rum,
Og krandser dem alle med Skum.

Kommer da hid, Store som Smaa,
Glade, Bedrøvede, Fattige, Rige!
Her er den Ene den Andens Lige,
Alle jer favner Søen den blaa.
Perler jer bydes i skummende Skaaler,
Guld er paa Randen, som Solen bestraaler
Skyerne svømme
Høit over Svømmernes Isser, og drømme
Lettere Drøm, end den higende Lyst,
Som drømmer i Menneskets Bryst.