Nu Tordenskyen trækker
Ad den Kant.
Ei meer den os forskrækker;
Den forsvandt.
Med fjerne Brag og Lyn
Hen ad Sverrig til den driver,
Himlen aabner sine Bryn,
Og opliver
Sit Syn.
O gid jeg flyve kunde
Som en Sky,
Hen over grønne Lunde
Langt fra By!
Var jeg i slet Humeur,
Vilde jeg min Vredes Torden
Slynge ned paa Folk og Køer,
Gjøre Jorden
Lidt ør.
Men nu maa jeg desværre
Visselig
See til at blive Herre
Over mig.
Nu faar jeg vente her,
Hvor en Tordenregn mig dypper,
Og endskjøndt den standset er,
Det dog drypper
Fra Træer.
Snart Solen Vand vil drikke
Ud af Sky.
Man snart behøver ikke
Paraply.
Snart aander Alting frit;
Ene jeg staar som i Fængsel,
Lytter efter hvert et Skridt;
Ja min Længsel
Gaar vidt.