Fredrik
Undskyld, om jeg Dem vækker for brat,
Om for tidligt min Røst De fornemmer,
Men min gamle Moder er død inat,
Og Fogden skal forsegle hendes Gjemmer.
Vilhelm
Hvad siger De! Død!
Marie
Forbarmende Gud!
Byfogden
Ak ja! det er Verdensløbet.
Fredrik
Hendes Hjerte brast, hendes Lys gik ud.
Byfogden
Og her er Fattigdom ovenikjøbet.
Vilhelm
O hvilket Budskab!
Marie
Jeg skjælver af Skræk!
Byfogden
De er Slægtninge, kan jeg formode;
Jeg troer at bemærke Familietræk.
Vilhelm
O nei!
Byfogden
Ikke det! Jeg troede.

Men Grunden til Sorg er jo ligesaa god,
Naar man kjendte den Afdøde nøie.
Vilhelm
For fire Dage siden hun stod
Den første Gang for vort Øie.
Byfogden
Men saa skal De ikke tage Dem det nær,
Saa behøves ikke den Jammer.
Undskyld forresten, om jeg gjør Dem Besvær
Med at undersøge Deres Kammer.

Det er ei stort Andet end en Formalitet,
Thi her er kun Lidt at skrive.
Af Testamentet har jeg seet,
At Sønnen skal Arving blive.

Men sin Myndigheds Tid maa han vente dog,
Før han Alt i Besiddelse tager,
Og derfor man forsegler eller fører til Bog
Hvad der findes af rørlige Sager.

Min Dame! min Herre! bryd Dem ikke derom;
Jeg er færdig strax paa Minutet ...
I Skabet er kun Lidt, Commoden er tom.
Her er nu Forretningen sluttet.

Skyldige Tjener! Paa Loftet nu jeg gaaer.
Marie
Jeg staaer, som af Skrækken knuset!
Husker du, jeg sporede Tordenen igaar?
Nu har Lynet slaaet ned her i Huset!
Vilhelm
Ja, dobbelt forfærder et Slag, som saa brat
Kommer, for uventet at dræbe.
Jeg favnede min Hustru i en lykkelig Nat,
Min Læbe søgte hendes Læbe;

Saa lyksalig var mig hos min Hjertenskjær
Natten i den fredelige Hytte;
Men imidlertid kom os Døden saa nær,
Og greb sit uventede Bytte.
Fredrik
Jeg kommer igjen, for et Ord endnu
At sige mine Gjæstevenner:
Ifald til at reise staaer Deres Hu,
Jeg strax Deres Vogn Dem sender.

Men vil De tøve hos mig her
I de første sørgelige Dage,
Da begriber De vel, Deeltagelsen er kjær
For ham, som er ene tilbage.
Vilhelm
Jeg nødigt forlader en bedrøvet Ven;
Hvad er din Mening, Marie?
Marie
Uden Spørgsmaal derom, vi blive her end,
Og Begravelsen oppebie.

Mildt hun qvæged os paa vor Vei,
Den gamle venlige Qvinde;
Saa forlade vi Huset heller ei,
Saalænge hun er herinde.

Før mig til det kolde Leie, hvorpaa
Den Døde nu slumrer rolig;
Hendes venlige Træk, hendes Smiil mig maae
Gjøre med Døden fortrolig.
Fredrik
Ja kom! jeg fører Dem Begge derhen.
Og lover ved min Moders Minde:
At betragte Dem som en broderlig Ven,
Og Dem ... som en søsterlig Veninde.