Man sig forlover, bytter sin Ring,
For at fatte stadige Tanker.
Naar man er fri, man drives omkring,
Men forlovet kaster man Anker.
Frihedens Hav er kun Længsel og Savn,
Truer med Død og tusinde Farer;
Men i den stille, rolige Havn
Der er man sikker nok for Corsarer.

Man sig forlover, sødeste Ven!
Som en Plads man ellers manquerer:
Naar man faaer Tid, saa tager man den,
Indtil da man den conserverer.
Ellers Enhver kan snappe den bort,
Og man maa flau tilbage sig trække.
Altsaa, for ei at komme tilkort,
Bør man den snildt itide belægge.

Man sig forlover, syvende sidst,
Som man Alt proberer og prøver.
Ægteskab er en Kunst, det er vist,
Derfor først man i Kunsten sig øver.
Siig mig, min Ven, siig, er det ei sandt,
Ingen sig strax af Mesterskab roser?
Hver en Forlovet er Dilettant,
Manden og Konen er Virtuoser.