Kjøbenhavner! reis dig op
Af din Morgensøvn, den tunge,
Mens de første Svaler sjunge
Vækkersang fra Redens Top.
Gnid dit Øie, ryst din Krop,
Kast din Hue hen i Krogen,
For at vise, du er vaagen.
Speid igjennem klare Ruder,
Hvilket Veirlig dig bebuder
Solen under Morgentaagen.

Tag saa Hat og Støvler paa,
Tag i Haanden Vandringsstaven.
Ikke dog til Dyrehaven,
Som sædvanlig, skal du gaae;
Hvad du forhen ikke saae,
Kun fordi din Tanke blunder,
Mangen Skjønhed, lig et Under
Voxet op af Øen her,
Vinker dig og er dig nær,
Mens dig Verden det misunder.

Muligt er du slig en Nar,
At, hvad Andersen fortæller
Om de skjønne Dardaneller
I sin tyrkiske Bazar,
Du med Undren grebet har,
Mens du, tung af Inertie,
Gik vort eget Sund forbi,
Som ei mindre Blikket fryder,
Og hvor ingen Klage lyder
Fra det miskjendte Genie.

Gak til Nordens Dardaneller,
Bedste Pryd for Herthas Ø!
Kattegat med Østersø
Her i samlet Bølge vælder.
Vidtbereiste Mand fortæller
Om det Syn, som her han saae;
Ei ved MŠlarns Bølger smaa,
Lissabon, den wienske Prater,
Napolis Amphitheater
Han et bedre kunde faae.

See den stærke Nordenvind
Tusind Master frem at fyge;
See dem alle Flaget stryge
For den høie Borgetind.
Som med stolt, alvorligt Sind
Kneiser fra sin tunge Skandse,
Hvorom lette Bølger dandse;
Det er Sundets Dronning stor,
Om hvis Throne Nymphers Chor
Slynger hvide Blomsterkrandse.

Herfra seer du Hveens Land,
Af en trofast Himmel favnet,
Som endnu bevarer Navnet
Af den vidtberømte Mand,
Jaget fra sin Fødestrand.
Hist fra Rungsted Hilsen bringer
Aftnens Vind paa sagte Vinger,
Hvisker dig en Gjenlyd af
Sangen om sortladne Hav,
Som fra brustne Harpe klinger.

Ewalds Høi er sat i Syd,
Og mod Nord er Odins Høi;
Bragi mellem begge fløi,
Balder kom ved Strængens Lyd,
Hother fulgte med sit Spyd,
Græd med Nanna Jordens Fangers
Bittre Taare, Sorgs og Angers.
End i Qveld bestandig vanker
Balder mellem begge Banker,
Fra sin Faders til sin Sangers.

Har i Vest sig Solen lagt,
Hør i Luften Stemmer surre,
Hør, i selsom Klang fra Gurre,
Valdemars den vilde Jagt.
Men om Dagen hvilken Pragt!
Helsingborg saa nær du skuer,
Kullen staaer saa mørk og truer
Ad vor Kyst, som ad en Dværg,
Men for Kronborg, Kunstens Bjerg,
Selv den ikke mindre gruer.

Dog, med slige Tanker væk!
Over Øresundet glider
Venligt Blik fra begge Sider,
Lyner ei med Død og Skræk.
Det er Nutids bedste Træk:
Sundet blev en Flydebro,
Ved hvis Ender Brødre boe;
Snart, i Forbund mellem Riger,
Op af Bølgen Kronborg stiger
Som et Værn for begge to.

Kjøbenhavner! tro dog ikke,
Jeg har glemt din Heltestamme,
Men jeg mindes med det Samme,
At foruden Mad og Drikke
Kan en helt sig aldrig skikke.
Gak til Helsingør i Qveld,
Lad hos Briggs dig styrkes vel
Ved hans Bord, hans Viin den blanke,
Og vær smigret ved den Tanke:
Danmark har et godt Hotel.