Jeg kom bag Plankeværket
Og slap i Haven ind.
Mon Ingen mig har mærket
I dette Maaneskin?
Nu stille, ganske stille,
Med sagte, lydløst Fjed!
Nu staaer jeg, hvor hun vilde,
Paa vort bestemte Sted.
Her hilses jeg alt af den blendende Jasmin,
Men hun, som jeg venter, er mere hvid og fiin.
Imorgen til Armeen! idag til Favnetag!
Imorgen bliver meget forskjellig fra Idag.

Ja sjelden er i Staden
En Have som den her.
Og adskilt kun ved Gaden
Er Volden ganske nær.
Tidt stirred jeg fra Banken
Hertil, og saae mig blind,
Men kom dog kun ved Tanken
I Paradiset ind.
Nu staaer jeg herinde, jeg er i Lykkens Havn,
Om lidt skal den Skjønne sig hvile til min Favn
Imorgen til Armeen! idag til Favnetag!
Imorgen bliver meget forskjellig fra Idag.

See Maanen, hvor den seiler
Hen over Voldens Kant!
Det venstre Lys den feiler,
Saa er den Haabets Pant.
Maaskee dog, naar den fylder
Sin hele Runddeel ud,
Min Bleghed den forgylder
Og Taaren hos min Brud
Hvad Skjæbnen vil bringe, det lad den bringe kun!
Idag er jeg vis paa en salig Afskedsstund.
Imorgen til Armeen! idag til Favnetag!
Imorgen bliver meget forskjellig fra Idag.

Hvor smukt nu Maanen skinner
Paa denne Gyldenregn!
Men ved dens Lysning finder
Jeg hist et bedre Tegn:
Den hvide Kjole glimter,
Jeg kjender denne Dragt;
Det mørke Shawl jeg skimter,
Om hendes Hoved lagt.
O Clara! vi mødes til Afsked denne Qveld,
Men lifligt som Velkomst mig følger Dit Farvel.
Imorgen til Armeen! idag til Favnetag!
Nu glemmer jeg Imorgen, og lever for Idag.