Hvad! kan jeg troe hvad jeg seer? Igaar omfygede Sneen,
Og nu straaler idag varm den oplivende Sol,
Deilige Foraarsdag! Har Chariten bragt dig fra Syden?
Er alt Vinterens Kuld jaget mod Nordpolens Iis?
See! hvor Himlen er blaa! Hist svæver en eneste Sky, som
Gjennemsigtig og klar ligner et løsrevet Slør.
Herlige Syn! Du vinker mig ud i den vide Natur, hvor
Tidt i Sommerens Tid ene jeg vanked omkring.
Men hvor alt er forandret! Det sølvblaa, vuggende Hav er
Tvunget af Vinterens Magt, jevnt og forvandlet til Land.
Langt fra Landet jeg seer det vælte de skummende Bølger;
Langs med Kysten det er Vandreren givet til Priis.
Jorden er længer ei blød, bekrandset af Græs og af Urter,
Nøgen, frossen og stiv trætter den Vandrerens Fod.
Rundt Naturen har bredet sit underligt spraglede Teppe,
Spættet med Sort og Hvidt, Blanding af Mørkhed og Lys.
Liden Snee var kun falden, dog laae den ei glat over Jorden;
Vinden, skjøndt rolig nu, før havde splittet den ad.
Sneen rugede her, hist tittede længselfuld Jorden
Gjennem det dvælende Slør, Maanen bag Skyerne lig.
Saadan alt er forandret, forandret Havet og Jorden;
Himlen med Solskin dog straaler idag som i Vaar.
Thi det Jordiske vexler, ustadigt det fødes og svinder,
Men den himmelske Gnist qvæger bestandig vor Sjæl.
Dog er det Jordiske skjønt, thi derfra skue vi Himlen;
Gjennem det jordiske Liv kan vi det evige see.
Derfor jeg glædes idag, thi under en vinterlig Larve
Aner jeg Sommerens Tid, troer jeg, at Vaaren er nær.
Spurvenes muntre Qviddren spaar alt Lærkernes Komme;
Vinterfuglen, som taus sidder og fryser paa Qvist,
Lover mig snarlig en Tid, da Marken og Skoven og Busken
Lydt gjentager i Chor tusinde Sangeres Røst.
Mennesker lokkes nu bort fra Stadens taagede Vrimmel;
Hisset en Moder jeg seer gaae med sit pyntede Barn.
See, under Linden hun staaer, de nøgne Grene hun bøier
Ned med forsigtig Haand, viser den Lille en Knop.
Hvilken en Glæde! See, Træet har Knopper! En Qvist jeg nu plukker,
Bringer til Staden den hjem: 'Glæder jer! Nu har vi Vaar!'
Men naar Solen nu sænker sig ned bag brunrøde Tage,
Naar den natlige Kulde slutter i Stuen os ind,
Naar i de lange Nætter de dobbelt funklende Stjerner
Ned til Kaminens Ild tindre med blaalige Skjær,
Og naar glade sig samle de muntre, fortrolige Venner,
Om det forenende Bord spøgende sætte sig ned,
Ak! da mærker jeg klart, at Vintren dvæler med Afsked;
Og dog ønsker jeg da: Vinter, forlad os ei end!