Aristophanes
Det er lystigt nok at staae
Ved Elysium som Vægter,
Og besee de mange Slægter,
Som ad Landeveien gaae;
Mangen christelig Fornægter
Kommer hid og banker paa.
Hver af os har her sin Uge,
Hvori han maa gjøre Vagt;
Touren er til mig; min Magt
Jeg med Fynd og Klem skal bruge,
Skal nok tage mig iagt,
Før jeg aabner Lem og Luge.
Og idag en Rector alt
Har jeg havt den Fryd at drille;
Alle Philologer ville
Hid til os, og for Gevalt
Have Noget at bestille
Med at grave attisk Salt.
Men jeg skal dem expedere
Til et Sted, hvor de kan staae
Paa det Tørre, naar de maae
Mine Skyer commentere. -
Men der seer jeg En at gaae
Henad Veien og spadsere.
Hvis ei Synet mig bedrog,
Vistnok herhen styrer Manden.
Ja, der er han. Som den Anden
Er han sagtens Philolog. -
Heida, Landsmand!
Sjælen
Saa for Fanden!
Eders Brøl med Skræk betog
Mig paa disse tause Steder.
Aristophanes
Siig, hvad søger du?
Sjælen
Min Ven!
Til en rolig Havn jeg hen
Mig begiver, og hos eder
Haaber jeg at finde den.
Hid jeg sendes af Sanct Peder;
Han har viist mig til et Sted,
Hvor de gode Hedningsjæle,
Som ei lyve, som ei stjæle,
Boe saa godt ved Søens Bred,
Og ved glade Fester dvæle,
Hvor man kan i salig Fred
Synge, drikke, sig bekrandse,
More sig saa godt man vil,
Mens til muntert Strængespil
Mange vakkre Piger dandse;
Kort, er Stedet bare til,
Har det, saavidt jeg kan sandse,
Megen Lighed med vor Jord,
Dog af Plager sagtens færre.
Aristophanes
Kan du Græsk?
Sjælen
Nei, strenge Herre!
Aristophanes
Men Latin da?
Sjælen
Knap et Ord.
Aristophanes
Det er godt.
Sjælen
Ak nei, desværre!
Aristophanes
Som jeg siger.
Sjælen
Hvad? I troer? ....
Aristophanes
Jeg er meget glad ved Dette,
Thi saa veed jeg heraf strax,
At der ei paa din Syntax
Er Uendeligt at rette,
Ei Udtalen af den Slags,
Som vi kalde her den slette.
Uden alt grammatisk Spind,
Uden Vaner maa du være;
Saadan er det godt, min Kjære,
Thi naar først du kommer ind,
Kan du paa vort Sprog at lære
Siden altid lægge Vind.
Sjælen
Gud skee Lov! det var jo prægtigt!
Saa luk op, jeg er parat.
Aristophanes
Giv lidt Tid, vær moderat!
Sjælen
Undskyld, men jeg længes mægtigt.
Aristophanes
Dette Hastværk, Herr Krabat,
Forekommer mig fordægtigt.
Giv dig Tid, og tal. Velan,
Lad mig høre dine Grunde,
Hvorfor du til os vil stunde;
Thi at ikke Græsk du kan,
Er en Grund, som ingenlunde
Kan forslaae, min gode Mand!
Sjælen
Ak! I gjør mig heel urolig!
Nys I sagde, godt det var.
Aristophanes
Ja, saafremt du ellers har
Anden Adkomst til vor Bolig.
Er dig Oldtids Tanke klar?
Er med Hellas du fortrolig?
Sjælen
Herre! jeg har ei studeert,
Jeg blev, som saa mangen Anden,
Strax bestemt for Handelsstanden.
Aristophanes
Meget pudsigt og forkeert
Svarer du.
Sjælen
Jeg troer, at Manden
Blot vil have mig fixeert.
Aristophanes
Hvorfor troer du her at passe?
Classisk Kunst du søger da,
Classisk Viisdom?
Sjælen
Classisk? Ja,
Jeg har gaaet i Handelsclasse.
Aristophanes
Det gjør Intet til og fra.
Nævn kun i den hele Masse,
Knyttet til Athen og Rom,
Eet, som fængsler dine Tanker,
Eet, hvorfor dit Hjerte banker,
For hvis Skyld du til os kom.
Sjælen
Atter en Examen vanker
Her ved denne Helligdom.
Aristophanes
Er det maaskee Længsel efter
Alle hine store Mænd,
Som dig drager til os hen?
Siig, hvorved din Tanke hæfter,
Om Homer tiltrækker den
Med de mageløse Kræfter,
Eller Platos Aand dig har
Draget efter ham i Døden?
Sjælen
Saadan er det. Ufortrøden
I Historien jeg var,
Og har altid skummet Fløden
Af Begivenhedens Kar.
Og endskjøndt jeg lytter heller
Til det Nyt, som min Avis
Mig fra London og Paris
Paa den sidste Postdag melder,
Sætter jeg dog ogsaa Priis
Paa hvad Oldtid os fortæller.
Jeg har Intet imod den,
Uden Det, den er saa gammel;
Derved blev den mig lidt vammel;
Men jeg agter den igjen,
Naar jeg husker, den en Skammel
Var for os med sine Mænd.
Dem at see jeg har isinde;
Og især jeg gjerne fik
Mig af Socrates et Blik.
Aristophanes
Socrates? Han er herinde.
Sjælen
Ham jeg kjender paa en Prik!
Han gaaer aldrig mig af Minde,
Stakkels Mand! Han Giften drak,
Som en Flok Athenienser,
Skurkepak, som Lov ei ændser,
Tylded i ham.
Aristophanes
Mange Tak,
At du ei din Dom begrændser,
Kalder mine Landsmænd Pak!
Sjælen
Nu ... jeg troede ...
Aristophanes
Hvad?
Sjælen
Jeg mindes,
At der var en Gjøgler med,
Som ham gjorde stor Fortræd,
Og sig lod af Pøblen vindes;
Aristophanes han hed.
Men bestukken af en Qvindes
Deilighed, han snart blev from.
Aristophanes
Er det muligt? Hvad er Dette?
Hvo har kunnet dig berette
Saadan en løgnagtig Dom?
Sjælen
Saadan lyder just den rette
Kundskab, hvortil sidst vi kom.
Aristophanes
Tal da! Lad mig høre Mere
Om hvad Gjøgleren har gjort!
Sjælen
I er altfor god, men stort
Vil det ei interessere.
Aristophanes
Jo tilvisse! far kun fort!
Sjælen
Jeg vil nødig jer genere,
Men saafremt I vil ...
Aristophanes
Velan!
Sjælen
Nu, saa lyder jeg paa Pletten. -
Viid, Begyndelsen til Trætten
Denne var: Den onde Mand
Skrev Artikler i Raketten
Imod Socrates ....
Aristophanes
Hvordan?
Sjælen
Undskyld, om jeg gjør Fadaiser,
Men jeg mener kun et Blad,
Som er fuldt af Ondt og Had,
Og som altid giver Næser;
Hvad det kaldes i jer' Stad,
Veed jeg ikke, thi jeg læser
Ikke Græsk. Nu da, som sagt,
Denne kaade Ven af Latter
Seer just Socratesses Datter,
Og forknyt ved Elskovs Magt,
Gaaer han til den gamle Fatter,
Som han har i Bladet bragt,
Og ham siger: »Du betænke,
Avind har kun ført min Pen;
Men jeg agter dig igjen,
Og du Agtelse mig skjænke;
Jeg forsørge skal som Ven
Dine Børn som og din Enke.
Du er stor, og jeg er stor,
Vi kan Begge være store,
Du kan gavne, jeg kan more;
Jeg erkjender dig, og troer,
At du vil til Gjengjæld spore,
At i mig Genie der boer.«
Kort og godt, i et Par Timer
Var det Hele bragt i Stand;
Til sit Bryst den store Mand
Trykker kjærligt ham, som rimer,
Og som selv er stor som han.
Aristophanes
Ha ved Styx! jeg troer, du primer!
Handled jeg paa saadan Viis?
Sjælen
I?
Aristophanes
Just jeg, med hvem du taler,
Og hvis Billed saa du maler,
At du værdig blev til Riis!
Sjælen
Herregud! I selv jo haler
Ud mig paa saa glat en Iis.
Men jeg har just eders Billed
Saadan seet i Kjøbenhavn
Paa en Orlogs-Digter-Stavn
Dengang Socrates blev spillet.
Aristophanes
Tys ... du nævner der et Navn,
For min Tanke selsomt stillet.
Jeg har hørt om denne By,
Hvor en Kunstner har tilbage
Kaldet Hellas gyldne Dage,
For dets Hæder at fornye,
Hvor en Digter uden Mage
Snart i Storm og Tordensky
Nordens Guders Vogn tør kjøre,
Snart, med sagte Vind i Seil
Gyngende paa Bækkens Speil,
Strængelegen blidt kan røre, -
Stor i Fortrin, stor i Feil.
Siig mig altsaa, lad mig høre,
Er du fra hiin Stad i Nord,
Hvor Antikens ædle Stamme,
Pleiet ved Geniets Flamme,
I barbarisk Jordbund groer,
Og hvor stolte Værker bramme
Med et Navn, som kom fra Thor?
Sjælen
Jeg din Mening, skjøndt forblummet,
Fatter, og har Ja til Svar.
Aristophanes
Altsaa nu Antiken har,
Da den længe var forstummet,
Al sin Fylde, dyb og klar,
I dit Folks Begeistring rummet,
Og du selv nu kommer hen,
Greben af det Ord, den taler,
For at see dens Idealer?
Er det saadan? Siig, min Ven!
Sjælen
Jeg har givet sex Rigsdaler
Til Musæet.
Aristophanes
Hillemænd!
Sjælen
Det var sagtens ei saa farligt,
Mangen En dog Mindre gav.
Aristophanes
Flyt nu kun din Vandringsstav
Andre Steder hen, thi klarligt
Seer jeg, at du ei har Krav
Paa vor Bolig.
Sjælen
Uforsvarligt
Handles med mig! Siig, hvorhen
Skal jeg mig da nu begive?
Aristophanes
Lad mig høre, hvad ilive
Du har virket ved din Pen
Eller Tunge. Kan du skrive,
Kan du tale for os Mænd?
Sjælen
Om jeg kan? Ved mangt et Gilde,
I en Kreds dog fremfor Alt,
Trykkefriheds-Selskab kaldt,
Sprudlede min Tales Kilde;
Og i Folkebladet alt
Anonymt jeg skrev; — dog ilde
Var, om røbet blev mit Spil;
Redacteuren kun og eder
Har jeg det betroet. Jeg beder,
At I nu mig sige vil,
Hvor jeg mig et Sted bereder.
Aristophanes
Sjæl, gaa du ad Helved til!