Saa fik du mig dog fat! Din Haand mit Kors berørte,
Den Haand, hvormed du svoer en hurtigt krænket Ed,
Den Haand, hvoraf dit Sværd, som du med Skjælven førte,
Paa første Kampdag gled.

Og jeg, der, himmelsendt, var gjennem Seclers Række
Et Pant paa trofast Sind, paa heltemodig Aand,
Jeg maa mig vaande, da jeg gribes af den frække
Meeneders feige Haand.

O var jeg fangen dog af kjække Krigerskarer,
Og hang i fremmed Land som hæderlig Trophæ!
Men nu jeg føres bort af dig, som under Farer
Sank hæderløs i Knæ!

Du fører mig derhen, hvor Pøbel-Regimentet
Sig styrker, uden Magt, ved løiet Herskernavn.
Dog, Hver, som kjender dig, veed, du har selv ei hentet
Mig fra min Orlogsstavn.

Og selv ei Andres Mod mig gav i slige Hænder,
Jeg kun betvungen blev af Elementers Magt.
Hvad Under? Vinden, som har dit Parti til Venner,
Var her med jer i Pagt.

Hvo har ei seet omkring en Usling frem sig trænge
En Pøbelhob, der gloer paa Løven i et Buur?
Han selv ei tæmmed den, han kjøbte kun for Penge
En fængslet vild Natur.

Han viser den, han kan sit Overmod ei dæmpe,
Mens han beundres af den gabelystne Flok,
Der troer ham modig, da han tirrer denne Kæmpe
Med sin Philisterstok.

Ja, du, som plettet har en Faders rene Minde,
Til Skjændsel bragt et Navn, et forhen hædret, du,
Som har med Lethed løst de Baand, der stærkest binde,
Løs du kun eet endnu!

Den sidste Rest af Skam, som ellers Udaad tvinger,
Kast ogsaa den derhen, hvor du har kastet Alt!
I Ærens qvalte Røst den sidste Lyd, som klinger,
Lad den og vorde qvalt!

Grib fat paa vore som paa dine Fædres Mærke,
Et Folks Palladium, bring det i fiendtlig Vold,
Vis Verden, du har knuust med Bøddelhænder stærke
Dit eget danske Skjold!

Men denne Daad har fyldt dit Maal nu til det Sidste;
Ad hver en bugtet Vei, i hvert Forræderspor
Din Nemesis jeg seer sig efter dig at liste,
Hun styrter dig til Jord.

Fortæller Sagnet da, naar Øiet meer ei blindes,
Den stolte Hav-Ørns Fald for aadselgridske Ravn,
Du, som var ellers glemt, i Krøniken skal mindes
Ved et foragtet Navn.