Dengang fra Land til Land den arme Psyche
Landflygtig vandrede, bleg som en Lillie,
Forladt af alle, fulgt kun af sin Skygge,

Nedsteeg hun, efter Venus strænge Villie,
Endog til Herskerparret for de Døde,
Fremtreen for Dronningen paa sorten Tillie,

Og bad om hendes Sminke, om den røde,
Hvormed hun sine Guddomskinder tvinger,
Til mellem Skyggerne at rosengløde.

Hun har den alt. Paa frygtsom Fod hun svinger
Sig bort fra Furiernes blege Lue,
Og Aphrodite Skjønhedsæsken bringer.

Nu troer hun alt sit Maal at kunne skue;
Hun neppe kan i Glæden holde Maade;
Da seer hun Sphinx paa Klippens Top at true.

Den læser hende Livets store Gaade -
Hvo ei det evige Sindbilled vidste,
Nedstyrter den fra Klippen uden Naade -

Den siger: „Viid, den Prøve er din sidste!
Thi hvis mit Gaadeord du frem kan mane,
Da skal du ikke meer din Eros miste.

Han svandt, da du med Lampen, den profane,
Dig nærmede hans natindslørte Throne,
Og saae, hvad kun du burde troe og ane.

Nu med et Ord du Guden kan forsone;
Han kommer, hvis du finde kan det rette,
Og bringer med sig Hymens Myrtekrone.

Han vil, mens han som Brud dig favner, sætte
Den paa din gule Lok; men ubekrandset
Dig favner Døden, hvis du feil mon gjætte!"

Med disse Ord sin Tale Sphinxen standsed,
Og stirred stivt, med strænge frygtelige
Iisblikke mod hver Skjønhedspiil forskandset.

Med Skjælven stod nu den Ulykkelige,
Imellem Livets Fryd og Dødens Kummer,
Og grundede paa hvad hun skulde sige.

Hun seer paa Sphinx, hun pønser, hun forstummer;
Saa mange Ord i Tanken hende rinde,
At Tanken ei den hele Mængde rummer.

„Hvad er der under dette Slør at finde?
Er du maaskee bag de sneehvide Folder,
Ægypternes tilslørede Gudinde?

En Tvivlen dog din Stilling mig forvolder:
Hin store Guddom kan du neppe være,
Thi selv andægtig Hænderne du folder.

Hvad vil du mig med denne Folden lære?
Hvorfor mig vise Fingrenes Decade?
Er Ti et helligt Tegn i Taltegns Sphære?

Vil et femfoldigt Kors mig see den lade?
Thi sligt et Tegn din Andagt jo frembringer!
Siig mig, forstod jeg Gaadebogens Blade?

Ei mindste Svar jeg af din Læbe tvinger;
Du dækker dig med Slørets sidste Flige,
Og lægger paa din Mund din Pegefinger.

Mon Gaadeordet, det forunderlige,
Da ikke Taushedsbudet være skulde?
Du nikker, som om jo du vilde sige.

Dog troer jeg ei, Forborgne, Underfulde,
Dit første Nik. At blende mig, du søger,
Ved Blad paa Blad ustandset op at rulle!

Jo meer jeg læser dine Gaadebøger,
Desmeer mig selv i Gaaden jeg opdager,
Og just mit Jeg min Uvished forøger.

Thi underligt mit Selv du til dig drager!
Mig tryller denne lette Flugt, som klinger
Melodisk, og en Psyche just behager.

Jeg seer mig selv med Sommerfuglevinger,
Hvordan fra Busk til Busk, fra Blad til Blade,
Fra Blomst til Blomst jeg svævende mig svinger.

Og, mens i Æther Vingerne sig bade,
Jeg alle tusind Blomster mig udkaarer,
Vil af en enkelt ei mig fængsle lade.

Dig har vist og den lille Gud, der saarer,
I Hjertet kjær. Maaskee hos dig han bygger,
Nu da han spotter mig og mine Taarer?

Saa ere vi da altsaa tvende Psycher!
Du selv har sagt for ikke længe siden,
At, Larve nys, nu Vingepar dig smykker;

At længe død du laae i Chrysaliden,
Men, at din aandelige Slum fik Ende,
Da du med Evighed omskifted Tiden,

Vakt paa en Tvillinghøitidsdag for Tvende:
En Kongemoder og en Kongedatter,
Ved Musers Ni og Gratiernes Trende.

Jeg elsker, jeg beundrer, og jeg skatter
De høie Toner, hvorved Strængen bæved
Skjøndt deres fulde Sands ei ret jeg fatter,

Da nys dit Blik med Psyche-Vellyst svæved
Om Danaider, Nympher, Seraphiner,
Som Naalen kun fra Voxets Jordbund hæved.

Men Sommerfugleflugten du forfiner:
Ei blot tilveirs, tilbunds du og kan stige,
Og henter Guld fra Bjergets dybe Miner.

Du er da Jeg — dog Ikke-jeg tillige!
Det Modsagns Ening nævner ei min Stammen -
Dræb mig, o Sphinx! Jeg kan ei Ordet sige."

Saa talte hun, og drog Gevantet sammen,
Indhylled sig, og sine Øine lukked,
Og ventede paa Dødens visse Rammen.

Men Amor, som for Psyche stedse sukked,
Og som, skjøndt vred han flygted var fra hende,
Da for Nyfigenhed hun under dukked,

Bestandig dog, ihvor hun sig mon vende,
Med vaagent Øie fulgte, for at fjerne
Hvert Uheld som den Elskte kunde hænde;

Som hemmelig ei efterlod at værne
Den huldes Aand, usynlig, i de svare
Ildprøver af hans Moders vrede Stjerne;

Som hende selv i Orkus mon forsvare,
Blandt Rædsler, som for hendes Sjæl sig malte -
Han hjalp nu og i denne sidste Fare.

Han paa sin Ven og Tjener, Zephyr, kaldte,
(Der fordum eengang Psyche saaes at føre
Til Amors Slot), og saa han til ham talte:

„Iil, Zephyr, iil, og hvisk i hendes Øre
Det Ord, som Gaadens Proteus undertvinger;
Men hvisk det saa, at andre ei det høre!"

Knap nærmer Zephyr sig paa lette Vinger,
Før vante Blomstersprog hun flux mon kjende,
Og Ordet alt paa hendes Læber klinger.

Da raabte Sphinx: „Nu Prøven er tilende!"
Bortkastende sit Slør, det flammehvide,
Stod den Forborgne lys og klar for hende.

Men pludselig ved hendes høire Side,
Stod Amor med en Krands. Hun saae ham ikke,
Før glemt var alt hvad før hun maatte lide.

Da vexled Kys og Favnetag og Blikke,
Og Hebe lod blandt de Udødelige,
Udødeligheds Nectar hende drikke.

Hvad Ordet var, jeg nævner ei saa lige,
End hvisker Zephyr det — Enhver det hører,
Kun faa forstaaer det, færre kan det sige -

Naar han i Skoven Løv og Blade rører,
Og leger paa en Søe med Siv og Bølger,
Da suse jo hans Ord i vore Ører.

Jeg tidt saa dybt i Skoven ind ham følger,
At Pan med Skræk jeg seer blandt gamle Stammer,
Og dog hans Mening for min Aand sig dølger.

Derfor mit Hjerte, skjøndt det mægtigt flammer,
Saa sjælden kun i Sange sig udgyder,
Thi hvad jeg hører, vanskelig jeg stammer.

Selv naar jeg troer at gjætte, hvad betyder
Min Gaade, er der dog et Hvad tilbage,
Som uopløst i mine Toner lyder.