Her hos denne Præst jeg aander atter
Efter den Strabads, hvoraf jeg led.
Her jeg lever høit, og Præstens Datter
Viser mig den største Høflighed.
Kaffe hun mig bringer selv, den Søde,
Men hun tøver kun et Øieblik,
Mens hun kommer Sukker i og Fløde;
O! hvor smager da den brune Drik.

Nylig, da hun Kaffen ind mig bragte,
Greb jeg hendes Haand og holdt den fast.
Vel hun rev den løs, men ganske sagte,
Mens jeg fik et tvivlsomt Øjekast.
Jeg er jo dog Fædrelandsforsvarer,
Sagde jeg, men derpaa svarte hun:
Er De det, Hr. Jensen? jeg erfarer
Det for første Gang af Deres Mund.

Herre Gud! jeg udbrød, halvt i Vrede:
Er jeg ingen drabelig Person,
Var jeg dog i Krig, og den som bede
Tør om Deres Haand, var ei Kujon.
— Hvo betvivler, De var blandt de Kjække?
Svarte hun og rakte Haanden: men
Skal jeg den til Hver en Modig række,
Faaer jeg dog nok alt for mange Mænd.

Saadan hun mig driller, denne Pige
Svarer ikke Ja, ei heller Nei,
Saa jeg ikke rigtig veed at sige,
Om jeg er forlovet eller ei.
Tidt, naar hos de Gamle Plads jeg tager,
Og i hendes Øine læse vil,
Dreier hun sig om, og saa det mager,
At hun just mig vender Nakken til.

Men i Kirken hun sig ikke rører,
Der hun sig dog ikke dreie tør.
Hver en Søndag der jeg Præken hører,
Saa gudfrygtig var jeg aldrig før.
Men det maa man denne Præst og lade,
At han præker overmaade godt,
Men kun alt for kort, og det er Skade,
Stundom i halvanden Time blot.

Naar jeg skal herfra, da vil det være
Rette Tid at fordre sanddru Svar.
Lad saa Haabet briste eller bære,
Naar jeg kun faar Vished, reen og klar.
Men ifald det lykkes, da er Tingen,
At min Stilling, dog mig Knuder gjør:
Hvordan skal jeg her vel skaffe Ringen,
Som paa hendes Haand jeg sætte bør?

Dog, jeg skal nok hjælpe mig fortiden,
Thi jeg har en preussisk Epaulet,
Som jeg selv erobret har i Striden,
Den er sølvbroderet, nok saa net.
Den som Troskabs Pant skal klare Sagen,
Jeg den løser ind, det har ei Nød,
Enten med en Ring paa Gjensynsdagen,
Eller paa en Kampdag med min Død.