Nu vanker jeg atter til Haven hen,
Men Fredrik er ei i dens Gange.
Jasminen den sender Duft igjen,
Men sender den ei til min Ven.
Men tys! henad Voldens grønnende Sti
Der nærme sig glade Sange.
En Skare gaaer forbi,
Og jubler i det Frie
Den kjendte Melodie.
O Toner! I ligne Fugle smaa,
Men jeg er lig en Fange:
I kjækt over hele Landet gaae:
Til Fredrik I ogsaa vil naae.

Her gik jeg med ham, som jeg har saa kjær,
Ved Maanens Belysning paa Løvet.
Nu Solen gaaer ned bag Voldens Træer,
Men Maanen og han er ei her.
Nu høres igjen den Klang saa bekjendt,
Paa Volden sig hæver Støvet;
Med Spil et Regiment
Nu trækker, hjemad vendt,
Ved Nøreport omtrent.
Nu synger det hele Mandskab med,
Mig Sangen gjør bedrøvet.
Til Krigen min Tanke flyer afsted,
I Krigen kun finder den Fred.

Den Længsel, det Savn, som har fyldt mit Sind,
For Træer kun og Buske jeg skrifter,
Og vikler mig ud ved Aftnens Vind
Af Dagens det grublende Spind.
Men ængstende Tanke, som jeg betvang,
Mig Luften tilbage vifter;
Thi Tankens Efterklang
Mig følger paa min Gang
I Landsoldatens Sang.
De Toner jeg altid hører kun,
Mens Dag med Dage skifter,
Og venter jeg Fred i natlig Stund,
De følge mig selv i min Blund.

Kun Den, som har prøvet i Eensomhed
At tysse paa Sorgen, der græder,
Og grave sin Angst i Hjertet ned,
Kun Den min Urolighed veed.
Og spurgte jeg Aftnens Vind, i min Nød,
Om Bud fra de fjerne Steder,
Som Svar igjen det lød:
Han er, hvor Æren bød,
Og kjæmper til sin Død.
O lad mig ei tænke meer derpaa!
I Stuen ind jeg træder;
Et Smiil jeg de Andre vise maa;
Min Frihed, farvel! jeg maa gaae.