Men Clara! hvorfor rødmer du ved Berlings Avis?
Den er jo dog ellers anstændig.
Og see dog! nu du blegner og er kold som Iis!
Hvad er det, som gjør dig elendig?
— O Søster! forstyr mig dog i Læsningen ei!
Af Uro mit Hjerte vil briste!
Jeg følger med de Kjække paa Kampens Vei,
Og læser just nu paa det Sidste.

Ak ja, den ubehagelige Krig, denne her!
Men Eet er der dog, som jo trøster:
At Ingen er derovre, som just er os nær ...
Hvad feiler dig, Clara? du ryster! ...
— O Søster! forstyr mig dog i Læsningen ei!
Af Uro mit Hjerte vil briste!
Jeg læser om de Faldne paa Kampens Vei,
Jeg læser den rædsomme Liste.

Ak ja, den ubehagelige voldsomme Død!
Den Livet af Ungdommen blæser.
Men see dog! nu din Kind jo bliver purpurrød!
Hvad er det, hvorom du nu læser?
— O Søster! jeg undres, du begriber det ei,
Jeg læser en gladere Liste:
Fra Lieut'nant til Captain fører Ærens Vei,
Jeg sandelig ikke det vidste.

Hvad hjelper, at du smiler og du græder derved?
Ved Krigen din Tanke kun hænger.
Der kommer vel den Dag, da man igjen har Fred,
Nu vel da, saa plag dig ei længer!
— O Søster! mit Sindelag begriber du ei;
Du nok det begreb, om du vidste:
Den Helt, hvorom jeg læste, ham elsker jeg,
Lad Hemmeligheden saa briste!