Man kan baade lee og græde,
naar man til de Store seer;
deres dyrekjøbte Glæde
ofte kold og kjedsom er.
Thi ved deres Samlingsfest
Hjertet ei gaaer med til Gjæst.

Buntet sidder Dobbelraden
ved det lange Gallabord,
Hjertet er saa koldt som Maden,
og i Munden fryser Ord.
Hvo vil da paa grønlandsk Viis
leve mellem evig Iis?

End i Dandsen ei den rette
Hjertefryd de nyde kan;
thi pedantisk Etiquette
seer paa Byrd og Rang og Stand.
Bedemand, kom ikke her!
Dands er ingen Bryllupsfærd.

Nu med Jægre, Hunde, Bønder,
Man paa morsom Klapjagt gaaer;
Dagens Møie det nok lønner,
naar en gammel Ræv man faaer.
Har de til den Fangst behov
at randsage Mark og Skov? -

Her venskabelige Klynge
bedre Kjøb sig faaer en Fest.
Naar vi spise, drikke, synge,
hvert et Hjerte er en Gjæst.
Her vi samles fro og fri,
sjælfølt Qvad vi stemme i.

Her vor Mad er ingen Gaade,
den er kunstløs, den er varm;
efter glade Smaafolks Maade
Hjertet hopper i vor Barm.
Varmt og ærligt er hvert Ord,
og en Ven den anden troer.

Snyltegjæst sig dog indsniger,
hvor det gaaer saa herligt til:
Elskovs Gud, I smukke Piger!
her en Jagt nok holde vil.
Skal den Skjelm ei naae sit Maal?
Lad os Alle drikke Skaal!