Kom lad os drikke egen Skaal:
Gud lade Smaafolk leve!
Der er et Væsen og en Skraal,
naar Kongen gjør en Greve.
Opløftes Een i Herrestand
og faaer et broget Vaaben,
da tænker strax en Borgermand:
'nu seer han Himlen aaben.'

'Den Mand nu svømmer som en Fisk
i bare Lyst og Ære,
tør til de Store tale frisk,
ja kalde dem Monfrere.
Han nu saa prægtig age kan
med sex udvalgte Hopper,
der kneise vel saa stolt som han
med deres blanke Topper.'

'Naar der er Stads i Kongens Gaard,
han sans Facon kan møde,
mens Hundrede ved Døren staaer
og klemme sig til døde.
Han ved en stor Solennitet
seer Kongen paa sin Trone,
ja, dandser gar en Menuet
med en blaa Ridders Kone.'

Saa pleier gjerne mindre Mand
den større at misunde;
men, Brødre! vi, som har Forstand,
vi bytted ingenlunde.
Det værner ingen Herlighed
mod mørke, sure Dage:
ja, Fyrster tit maae trækkes med
kjedsommest Tvang og Plage.

Mon, for Eksempel, Kongerne
som vi kan Venskab holde?
Mon de, liig os, fornøiede
kan sidde om en Bolle,
og, ved uskyldig Spøg og Fjas,
Travail og Gjeld kan glemme,
og klinke med de fulde Glas,
og Selskabs-Sang istemme?

nei, stakkels Potentater kan
ei Livets Goder nyde,
ei med fortrolig Ligemand
og Ven og Punsch sig fryde:
De see og høre idel Kunst
hos bøielige Svende,
som med en evig Viraksdunst
hver Sandhed fra dem gjenne.

Men Skaal for hver den Jordens Gud,
der frit som Smaafolk tænker,
og som en Kjæmpe bryder ud
af Etiquettens Lænker;
der alt med egne Øine seer,
og selv sig Den opleder,
som for de Byrder, som han bær,
ham huuslig Fryd bereder.