Tit op fra din Ager! Hvor gaar det, du Smaa?
Staar du ej og ta'r Kuld om din krybende Taa?
Kan du hytte din Haand? Kan du føle din Fod?
Er det ikke som Is ved din Rod?

Nu er Blæsten saa skrigende, skjærende kold,
og den hviner som Sav, og den puster som Trold,
og den hvister med Sandet og slænger med Grus
og holder det argeste Hus.

Og din Ager sig løfter mod Frosthimlens Rund,
og det knager af Kulde i Bakkernes Bund;
og du ligger saa bar med dit grønnende Blad
og ser ud, som endda du var glad.

Jamen sig mig da, Spædeste, gyser du ej,
naar det saadan om Natten ta'r rigtig paa Vej,
naar det bryder i Buske og brækker i Krat,
imens Haglskyen slænger mod Vindvet sin Hat,
naar Haren hun søger i Kaalgaarden ind
og gjør sig saa krum i sit fattige Skind,
naar Straataget fyger som Gnister i Brand
fra Ladens forpiskede Rand?

Da høres fra Hytterne Vuggerne gaa;
dér lettes ved Puder, dér stoppes ved Straa,
dér kysses og bysses om mørkrædde Smaa,
enhver med sin Stumpdyne paa.

Kun du ligger bar paa din vildene Skrænt
med Bladet fra Stormhjørnet vendt.

Din Moder sig strækker saa stivnet og kold,
og Brystet er gustent, og Barmen er gold;
men Himlen i Vrede har rakt dig en Blé
af Midnattens skingrende Sne.

Du putter dig ned og du hygger dig hen;
om Solen hun smiler, du smiler igjen.
Den vildeste Vinter, den ondeste Storm
besejrer dig ikke, du krybende Orm!
Det er, som du vidste: I Lykke og Nød
du strider for Menneskets Brød.

Dér staar du paa Toften bag Hus og bag Gaard
med Saft i din Stængel og Grønt i dit Haar,
et groende Minde i smeltende Sne
om det, som er sket — og skal ske.

Om Lærken vil fjæle sin frysende Top,
du hvisker frimodigt: „Stig op! Stig op!"
Og nærmer sig Vaaren med sejrende Spil,
din Stængel slaar Takten dertil!