Nu tager den Bonde Bælgvanter paa
ryber i Faareskindstrøje,
thi Marken skures af Blæsten raa,
i Lænker rasler de Bække blaa,
og Sneen hvirvler om Høje.

Fortvivlet strækker forladte Plov
af Mulden de rustrøde Arme;
nu voxer der Klumper ved Hjortens Klov,
hver Mus i Kjæret, hver Fugl i Skov
de bliver saa pilkende arme.

Der sidder en Krag' i min Faders Pil,
uroligt den vipper og vender;
den skriger under sit korte Hvil
som gnedes et Søm mod en rusten Fil,
og Sulten i Øjnene brænder.

Om Grenen spænder hans krumme Taa,
saa Leddene synes at knage;
han dækker Sig til med sin Vinge graa,
stort andet haver han ikke paa,
den stakkels frysende Krage.

Jeg sidder og ser paa hans haabløse Dont
igjennem den hvidfrosne Rude;
det gjør mig saa inderlig blødende ondt
for den gamle fjedrede Vagabond,
hvem Himlene har Stænget ude.

Jeg henter hos Moder en liden Brad;
han spejder og Skrotten skulter.
'Kom ned og smag paa den gode Mad!
Naa, skab dig ikke, din gamle Rad,
Jeg skyder ej Krage, som sulter.'

Men Bonden, han haver slet ingen Nød;
han tørrer i Vanten sin Næse,
sin Sok han varmer ved Ovnen rød;
i Saltkarret Sul og i Bænkkrogen Brød -
saa kan han ad Vinteren blæse.

Hans Hors hun gumler bag kornfyldt Lo
og æder lidt mer, end hun orker,
hans Køer kælver, hans Faar faar to;
i Halmbunken ligger hans hvide So
med udstrakte Lemmer og snorker.

Og Bonden nyder sin lunende Stald,
hans Hors med Haaret han stryger;
til Faarene henter han Hø paa Hjald,
hans Høns han lokker med Kluk og Kald,
og Kalvenes Rygge de ryger.

Saa linner han langsomt Gavllugens Slaa
og ser over hvirvlende Ager;
retsindigt han vender den tunge Skraa;
ider er som en Drøm i hans Øjnes Blaa,
naar Sneen om Vindfløjen jager.

Men Gamlingen grunder i Aftægtskrog
med Ørene gjemt under Huen;
han suger paa Piben saa livsensklog,
som tømtes et Dyb i hvert Drag han drog;
men Gløderne ta'r han fra Gruen.

Hans aldrende Mage ved Rokkens Hjul
saa lidet i Skumringen Syner:
'Det bliver da vist en Strænge Jul;
aa Gud ha' Lov for det rare Sul,
og for de velsignede Klyner!'

Han banker sindigt sin Pibe ud
mod Bordbenets knastrede Tapper,
imens fra Gruen et Skumringssprud
nu glimter i Kjedlernes Kobbertud
og nu i hans Sølverknapper.

— Men dæmpet lyder den dumpe Plejl
fra Loen i Sne begravet;
snart ligger Gaarden med Tag og Tegl
paa Hedens fygende, hvide Spejl
som Øen i Verdenshavet.