Anna var i Anders kjær, men knibsk alligevel,
mødte dog sin Hjertenskjær paa Rugens gamle Skjel,
satte sig i Græsset ned blandt Klokkeblomster bly,
og tog saa op sit Fingerbøl og gav sig til at sy.
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej,
Dikkedu-og-dikkedi,
og dingelu-og lej!

Solen glimted ellevild i Annas Fingerbøl,
Snerrens sennepsgule Blomst hang fuld af brune Møl.
Lærken sang, og Luften drev med Dræ og Duft af Pors;
Annas ankelslanke Ben var lagt saa let i Kors.
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej — -

Anders sad og fingred tavs om Pibekandens Fals,
saa, hvor Rugens Vipper strøg om Annas brune Hals,
hørte, hvor de sølverlo og lokked flere til;
Vipperne, de Luxer smaa, de kysser, hvor de vil.
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej — -

Banked han saa Piben ud imod sin Støvletaa,
lagde kritisk Øjet til og rensed med et Straa,
smed saa brat det Hele hen og rykked farlig nær,
hvisked om den brune Hals og alt det fine Vejr.
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej — -

Annas rappe, blanke Naal i Luften standsed lidt;
Armens fine strakte Rund fortoned sig i Hvidt.
Greb han da paa samme Tid om Hals og Vipper smaa,
kyssed Annas Kind og Mund omkap med Rugens Straa:
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej,
Dikkedu-og-dikkedi,
og dingelu-og-lej!

Naal og Traad ved første Kys i Snerren sank af Skræk;
Annas nye Fingerbøl det trilled ogsaa væk.
Klinten paa sin lange Hals sig rejste for at glo;
bittesmaa Mariehøns løb over Annas Sko.
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej — -

Mens som Amoriner smaa opsteg de brune Møl,
Gyldenring blev lovet hen for Tab af Fingerbøl.
Rugen ringled vidt og bredt om Kys og Kjærlighed;
hvad det mindste Ax har hørt, den hele Ager ved.
Dyre du og dig!
Dingeli-og-lej,
Dikkedu-og-dikkedi,
og dingelu-og-lej!