Store Dag, Alvorsdag,
da et Folk sin Harme køler,
da paa Sværdets Eg det føler,
før det ordner sig til Slag;
se, dens Gry i Østen lyser,
Sundet spejler alt dens Skjær.
Højre gyser
ved at vide Dagen nær.

Borgermænd, Arbejdsmænd,
I som surt for Brødet slider
og endda fra alle Sider
møder Haan og Præsteskjænd,
sørg I for, før Dagen hælder,
at hver Mand i Rækken ved,
hvad det gælder,
inden næste Sol gaar ned.

— Se mod Øst, se mod Vest;
allevegne Svøben hviner,
Frækheds Spand for løse Liner
stormer frem til Sejersfest;
skal vi ogsaa op i Kanen?
Svaret ejer Folket selv;
Vejen, Banen
gaar tilsidst, hvor Folket vil.

Vælgerfolk, giv nu Agt:
Der er ingen Fryd i Landet,
Eng og Ager er forbandet,
der hvor Retten ej har Magt.
Men et Folk faar aldrig Gaver;
for at sejre maa det slaa;
ikkun Slaver
tør den Tale ej forstaa.

Borgermænd, Frihedsmænd!
stem dem ned de visne Hænder,
der kun grisk om Pungen spænder
i et sygt, krampagtigt Spænd.
Os vort Brød i Munden kvalmer,
Daarens Tale nævnes Kløgt,
Livet falmer
under disse Hænders Røgt.

Men fra Syd kommer Vaar;
Frosten gjør det ikke længer,
Marken Stodderkaaben slænger,
Skoven stryger op sit Haar;
alle gamle Skrog skal isne,
thi naar hver en Mand har stemt,
er det Visne
fulgt tildørs med Klokkeklemt.

Alderdom, Usseldom,
gaa og græd blandt dine Grave,
pak dig hen til Kongens Have,
der hvor Ploug end spøger om!
— Vælger, riv dem af Kothurnen,
rist dem nu en Runesten;
Stemmeurnen -
lad den rumme Højres Ben!