Jeg vandrer her saa ensomt ud ad min Hedevej,
mens Gryet kæmper mellem mørke Banker,
og Tøvejrstaagen tætter sig over Slugt og Slej,
og Vintermulmet tynger mine Tanker.
Det er saa tungt at lytte til vaade Vindes Sus,
naar Vinterregnen prikker i Landevejens Grus,
og Juleøllet dovner i blommet Bondekrus
i Dagene omkring ved Tre-Konger.

Der lister hist foran mig en kroget, gammel Mand
med Melmadstejnen over Øxebladet;
paa tynde Træsko svinder han bag Plantagens Rand
og standser ved en Gran i Snevand badet.
Snart lyder Øxeslaget med dybe Ekko-Suk,
mens rytmisk Træet slipper sit Styrt af Draabedugg;
min Sjæl med Træet skjælver ved disse Dødsenshug
i Dagene omkring ved Tre-Konger.

Hist klumper sig i Taagen en Klynge Hytter graa
med møre Døre og med skjæve Gavle;
der staar et Barn bag Ruden her i den første Vraa,
af Kjedsomhed det ramper paa sin Tavle.
Her sidder mangen Moder og ved ej Raad for Brød,
der ligger mangen Stakkel og venter paa sin Død,
mens Øjet ængstet følger den matte Tørveglød
i Dagene omkring ved Tre-Konger.

Ak, underverdens-trist er en Hedehyttes Vraa,
dens Veje plørede, dens Stier slemme!
Barmhjertighedens Engel har her saa langt at gaa,
og derfor bliver han som oftest hjemme;
men Vinteren er trofast med Flyvegigt og Kuld,
af klare Snekrystaller den puster Kaalen fuld,
og Maaren gnaver Huller i Hyttens Hattepuld
i Dagene omkring ved Tre-Konger.

— Da spaltes der en Flænge i Vinterdagens Graa,
en munter Straalepil mit Hjerte rammer;
jeg havde næsten glemt, at din Hvælving er blaa,
du høje Himmel over Jordens Jammer.
Aa se, hvor Straalen spiller — paa Mossets grønne Plyds,
paa Lyng, paa Rug, paa Rævling, paa Raadyrbukkens Kryds!
Det er til Jordens Hytter et nedslængt Fingerkys
i Dagene omkring ved Tre-Konger.