I Syden saar man Kanoners Sæd,
mens vi herhjemme saar vor Havre;
der flygter Bonden forskræmt og ræd,
hos os han spiser trygt sin Davre;
han tygger sindigt og med Grundighed;
det haster ikke, for vor Bonde ved:
gaar det end smaat,
gaar det dog godt;
og gaar det ej — ih Gud, saa staar det!

Vi er et Folk af en egen Art
og kom som oftest sidst til Gildet;
de Ben, de Store har mætte spart,
dem har vi andre gjærne pillet.
I Politik vi naa'de ikke højt,
vi lød for villigt Junkerpibens Fløjt;
Alter og Slot,
Tietgen og Thott,
det rimed altid godt i Danmark.

Vi prygler løs paa den samme Sæk
og stadig med den samme Kølle;
vi holder Vask ved den samme Bæk
og kjører helst til samme Mølle;
vi gaar til Baller, og vi gaar til Bad;
vi kan saa smukt hinanden udenad.
Den Sag er fæl,
det slaar ihjæl,
langt mer end Kugler og Kanoner.

— Nu væves yndeligt Eng og Mark
med Kavling og med Kavelotte;
og Storken, Foraarets Patriark,
gaar rundt, alvorlig som en Skotte.
Brushanen danser ved den blanke Aa;
fra Busken ser hans unge Viv derpaa.
Hejsa og Hop!
Vinduet op!
og lad os faa lidt Luft i Stuen!

Se, der fløj Høgen dit Hus forbi,
og over Taget svitter Svalen;
den snilde Ræv gaar paa Frieri
med Smil om Mund og Dusk paa Halen.
Raabukken gaar saa strunk som en Student,
der lige nys har faaet sin Frakke vendt.
Hejsa, min Glut!
vent et Minut,
saa gaar jeg glad med dig i Skoven!

— Ja vel er Danmark et lidet Land
og ter sig ofte ret forbandet;
men første Majdag, hvor er vel han,
der ikke elsker Folket, Landet;
de runde Bakker og de Bække smaa, -
det dugger Øjnene at se derpaa!
Folket? — naaja
sindigt — men bra'; -
gid længe dets Kartofler trives!