Store Jon han ønsked' sig kun to Tønder Land,
to Tønder Land
og en Ko under Strand,
eget Bo med Fred og Ro om Søndag som om Søgn:
al hans Digt og dyre Drøm i tusind Arbejdsdøgn.

Oppe paa den vilde Skrænt han saa sig Himlen næst.
Hej, for en Fest,
naar det kuled af Vest!
Sidde da ved egen Ovn bag egen Lo i Læ,
lytte tryg til Stormens Sus i eget Hyldetræ.

Fjorden der og Huset her saa godt som nogen Mands.
Bier i Dans
om Lavendler i Krans!
Gavlen gul og Væggen hvid, men Døren himmelblaa,
Skrænten klædt i Trip og Trap med Lam og Geder graa.

Rug og Byg om Brønden tæt med Vippers Ringlesang,
Bønner paa Stang
blandt Kartoflerne hang,
Havren nikked hid og did og vinked med sin Top,
Hørren stod saa pæn og blaa og saa troskyldig op.

Helst hans Drøm tog Lød af Høst, naar Neg bli'r lagt paa Skrav
Sol gled i Hav
under Fløjt fra hans Nav,
Selen skar i Skuldren ind, mens Vej sit Læs han brød,
strid paa Foden Kvinden gik æbag hans Vogn og skød.

— Store Jon han bar sin Drøm igjennem tredve Aar;
hvidt blev hans Haar
under slidsomme Kaar;
Tørvemosen gav ham Brød og Lejehuset Ly,
ingen Gud har hørt hans Suk og ingen Mand hans Kny.

Mellem Lyng og Moser graa han lister altid om,
stærk som en Bom
om end Ryggen blev krum;
gaar hans Blik saa brat paa Flugt, hans Lyngle rent istaa,
ved jeg længst, hvad Store Jon nu atter grubler paa.