en Skjæmtevise.
Musen sad ved dine Strande,
skjønt hun blev lidt vaad,
tog sig til den blege Pande,
brast saa ud i Graad,
raabte højlydt: 'Her er Degne,
Præster, Provster allevegne;
ingen dog til Musens Glæde
vil dit Drapa kvæde.

Har jeg ikke klædt dig Jorden
grøn fra Top til Taa;
gaar der ikke Torsk i Fjorden
større end som saa?
Du har nok af krumme Bække,
Mel og Gryn i dine Sække,
Gammeløl i Kjæld'rens Mørke
mod en Høstdags Tørke.

— Grevefejdens røde Lue
hærged langs din Kyst,
kasted Blink i Bondens Stue,
Angst i Munkens Bryst.
Har du glemt Jens Hvas hin Brydske
eller har du glemt Kræn Tyske?
Ak, blandt dine Stormænd alle
nævnes ingen Skjalde!'

— Og hun greb mig haardt i Kraven,
skjænked mig sit Kald,
og jeg kasted mig paa Maven,
og jeg blev din Skjald.
Se, fra Resengab til Nautrup,
ja, fra Aalbæk Strand til Flautrup,
— Lem og Hem og Hjerk og Junget
har jeg dig besunget:

Mellem Sø og salte Sunde
blinker frem et Land;
Ploven ej dets Muld kan bunde,
næppe Spaden kan.
Alt er fedt og fladt, og Flaget
smælder over Ladetaget,
der hvor Brudeskaren bugter
sig langs Engens Slugter.

Sallingland, jeg vil dig ligne
ved en Bondetøs;
hendes Læber Gud velsigne,
Blikket er en Mø's;
bred er Hoften, fyldig Barmen,
fast er Foden, kjødfuld Armen,
Fjorden kaad og overgivet
ta'r den Glut om Livet.

Salling, dine hvide Stude
lyser langs din Kyst,
dine trinde, rige Brude
er en Bejlers Lyst;
hvilken Rus, ja hvilken Lykke
til et mandigt Bryst at trykke
sammen med en elsket Kone
tredvetusind Krone'!

Brede Gaarde, store Haver
spredte paa din Muld!
Hvem kan tælle dine Traver,
dine Grisekuld!
Fyrretyve Kirketaarne,
hvide som i Marmor skaarne,
peger tindrende mod Himlen
mellem Gaardevrimlen.

Op og ned i brede Vover
bølger tungt din Rug;
Ternen sejler let derover
med sin blegblaa Bug.
Skov i Øster, Hav i Vester,
røde Plager, fede Præster -
saadan staar du for mit Øje
set fra dine Høje!

Himmel, skjærm det Folk for Snue,
skjøt dets røde Føl!
Værn dets Ager, vogt dets Drue:
Sallings Gammeløl!
Lad det bruse, lad det skumme,
lad det Landets Kræfter rumme!
Sign, o Gud, de fede Stude
og de trinde Brude!