Naar Stormen med de røde Teglsten spøger
omkring en gammel frønnet Skolegaard,
hvor en ærværdig Lind i Krogen staar
— en munter Flok mod Hovedstaden søger.

De strømmer ind fra alle Landets Egne
med Laser af Horats endnu i Jakken,
med Somrens sidste Rose frækt i Frakken, -
en Fryd for Damer og en Gru for Degne.

Hvem elsker ikke disse kaade Fanter,
der har Entrébillet til al Ballade!
Er de end grønne, de er aldrig fade;
de fattes kun alvorlig Et: Kontanter.

Dog hvad skal Ungdom med 'det møgle Guld'?
Spørg Fuglen, om den vil ha' Pung ved Vingen;
den svarer, mens den henrykt soler Bringen:
'Nej, ikke jeg, og ingen af mit Kuld!'

Tal ej til dem om Høstens visne Løv,
det falder, aa saa let paa Russens Hue,-
ræk du ham hellere en høstlig Drue,
før den har blandet sig med Jordens Støv.

Velkommen, Rus, som er for Klynken døv!
Hil sidde I, vaarfriske, sommerglade,
skønt i er blæst herind med Høstens Blade!

Saa skal det være! Ingen sure Fjæs
skal skæmme Festen; spids din Mund og blæs
ad hver en Vranteper, og bar Ulykker
lad hagle over hver en Eddik'brygger!