Stigen op og Lugen ud! og saa gaar Far paa Lofte,
øser Rug i Skjæppemaal og stryger ømt dets Rand.
Skjæppen tømt og Sækken fyldt, saa bæres Rug paa Tofte,
hvor i Drøm for Harven staar det røde Hestespand.
Skyen gaar saa lav og tung, og Blæst med Løvet jager,
Lammet tygger avet om bag Digets vaade Læ;
Lærken hænger med sin Top, ved Gavlen Viben klager,
Bygens Draaber drypper fra det lave Piletræ.

Langs ad Agrens fede Ryg de hvide, fyldte Sække
glimter som en Perlerad imod den sorte Grund;
hvidere end dem og alt er denne Maagerække,
som slaar ned med Skrig og Skræp i Furens vaade Bund.
Øget nikker, Harven gaar i Maagers hvide Vrimmel,
Muldens Aande stiger tungt om Faders Sædeløb,
Haglen slæber lavt sit Vaad henover Vestens Himmel;
dog den Mand, der saar sin Rug, gi'r ej for Vejret Kjøb.

Far han gaar med tunge Traadd henover Muldens Væde,
tænker paa den næste Høst og paa det kjære Brød;
Sæden flyver fra hans Haand og springer højt af Glæde:
atter er den given hen til Jordens Moderskjød.
Efteraarets vilde Sus i Øgets stride Manke,
Haglens Hop i Sædekurv og Maagens hvide Bug,
Stort som Smaat — det væves ind i Bondens Alvorstanke;
aldrig er hans Kald saa skjønt, som naar han saar sin Rug.