Giv dem nu Tømmen, de pumrede Øg,
lad dem Galop over Tofterne tage,
mens som et Kjølspor af sejlende Røg
Støvet skal ligge tilbage!

Rugen er tjenlig, og Himlen er ren,
Boghvededuften den driver paa Vinden,
Pigen blandt Klynger paa buttede Ben
vandrer med Solhat om Kinden.

Solen den vejrer i væltede Neg,
hør, hvor det smælder i Kapslen af Klinten!
Hvepsen nu driver sin solgyldne Leg,
Gloheden koger i Flinten.

Vognene rasler med hoppende Skrav,
Kuskene kraaner med Foden mod Fjælen,
vugger i Hoften til Hestenes Trav,
holder Balancen med Hælen.

Der et Par Faar har i Sporet sig lagt:
'Let dog paa Sulet, I pelsrede Taaber,
tag eders gispende Flanker i Agt;
hører I ikke, man raaber!'

Hjulene rasper i Grus og i Sand;
Faarene styrter med Brægen i Grøften,
staar der og glor udaf ulden Forstand,
svaler paa Heden med Snøften.

Aarerne svulmer paa Hestenes Bug,
Kusken han letter sin svedige Hue,
svinger saa op om den klyngede Rug,
hej i en svimlende Bue.

Smidigt han springer fra Fadingens Rand,
fritter om Øllet og linner ved Korken,
drikker og svælger og slukker sin Brand,
griber saa modigt om Forken.

Bindersken ordner sin kridhvide Hat,
strammer dens Baand om sin buttede Hage,
hopper paa Vognen og raaber: 'Tagfat!'
Knøsen maa Skoene tage.

Negene aander den tungeste Duft,
gribes paa Forken og hvistes fra Græsset,
svæver et Nu mod den lysende Luft,
sejler saa ned over Læsset.

Vognen sig flytter i Ryk og i Trav,
Svøbet saa langt gjennem Stubberne slæber,
Skjælbasser løber om Hjulenes Nav,
hvæsser de arrige Kjæber.

Forken staar plantet, og Læsset er paa,
Kusken ta'r Plads bag den nærmeste Hamle;
Bindersken daler med spjættende Taa,
bruger hans Skulder som Skamle.

Sagte hun synker som Rughøstens Ny!
Knøsen ærbødigt om Anklerne fatter,
skyder sig ind under Solhattens Sky.
... Glutten sig værger med Latter.

Atter det ringler i Kobler og Stjært,
Hjulene hugger, og Stubberne knaser,
Øgene frygter den knaldende Snært,
spænder de duskede Haser.

Kusken han skridter saa tæt og saa sejg,
styrer saa snildt over Huller og Halder,
vogter sit Læs, hvor hans Vej har et Vrej,
støtter dets Vægt, før det falder.

Støvet det gjør ham som Burren saa graa,
Skarnbassen bumser med Smæld mod hans Nakke.
Loke saar Havre, og Himlen er blaa;
Møllen slaar Kors paa sin Bakke.