No søen vil du aaltsaa forlaad' mæ, Jens Fløj,
og læ' mæ Sejj' jenne aa sørr' -
og græd' ved mi' Stripp', nær a malker mi Kow,
og sukk', nær a ponne om mi' Tørr'!
Hvor jenle a faar æ ved Awten, Jens Fløj,
nær æ Folk er gan hjem fræ æ Mues,
nær æ Røg fra mi' Skorsten den drywer saa laant,
og du plejer aa komm' her med en Rues'!

Den Daa a plot Krusbær ved Sejbæk, Jens Fløj,
og du fæk mi' Buttel aa bær',
da skuld' en saa' nej te di' Haând og di' Trow,
saa haaj en wot fri no for aa græd'.
Ja hwis en haaj aalle holdt af dæ, Jens Fløj,
saa haaj æ wot letter' no aa løw';
men som Verden no jen Gaang haar lawed wor Sind,
ja saa vil vi som-mjest hinaan' bedrøw'.

Men stø'st af de Sorger, du gjord' mæ, Jens Fløj,
war den, te a ett kan dæ glemm';
a hower hwer Tor' og hwer Blink i di' Yw',
og nok saa ring' en Bevren i di' Stemm'.
Og nær nu den Bitte er føj' dæ, Jens Fløj,
kaski du da linner paa mi' Dar;
og saa ta'r du mi Haând
for en jenle Graan Staând,
men' æ Frøer di' synger i æ Kjar.