Gamle Søren, lad mig mindes
end engang med Pen i Haanden,
hvad du var for mig og mange,
mens du end var ung i Aanden:

Bred paa Foden, bred om Lænden,
bred og djærv og tung i Talen;
Stemmen blød og vemodsløret,
som et Aaløbs Fald i Dalen.

Intet Hovmod, ingen Fraser,
stille Ord om Kristensynet,
og to milde, brave Øjne
ærligt lysende bag Brynet.

Ordet sank i aabne Hjærter
blødt som Nattedug paa Kornet;
intet Brøl i Domsbasunen,
intet Hyl i Helvedhornet.

Og tilsidst, naar Talens Mildhed
havde Sindene bevæget,
svam og bølged Salmens Toner
varmt igjennem Kæmpeskjæget.

Stærkest var du, naar du talte
Hjærtets Sag bag Bjælkelofter,
hvor Forsamlingen og Ordet
begge gik i Bondekofter.

Der hvor Rævekløgt og Goldhed
svinger Klokken hist paa Tinge,
fik din Tale noget nedstemt,
som de Golde kaldte 'ringe'.

Men for den, der sad og hungred
efter Ærlighed alene,
var dit Ord imod de andres
ogsaa her som Brød mod Stene.

— Gamle Søren, tunge Sorger
tynged paa din gamle Nakke;
længe saa jeg paa dit Aasyn,
at dit Held gik ned ad Bakke.

Skjælmen lo endnu i Øjet,
men med Skjælmen kæmped Taaren;
nu er Kampen altsaa sluttet,
og dens Udfald nævnes: Baaren!