Det er favnende Nat over øde Kjær;
Lysene slukkes i ensomme Ruder.
Det er Tiden mod Høst, det er Stjerneskjær;
Sivene luder,
mens det lyner.

Der gaar Strimer af Hvidt over Himlen mod Nord,
Engene aander, og Duggbadet frisker;
Vinden gaar tyssende hen over Jord,
Flægene hvisker,
mens det lyner.

Oxerne drejer de duggslagne Horn,
standser i Drøvet med opspærret Øje;
Bankerne skvulper paa Bølger af Korn,
synes saa høje,
naar det lyner.

Himlen staar tavs over tiende Land;
Øret kan høre, hvor Rødderne drikker;
Dværg-Aspen bævrer ved flammedøbt Vand,
Tidslerne nikker,
mens det lyner.

Rugfaldet krydser de tyngede Straa,
ta'r mod Velsignelsens lysende Naade;
Vipperne sænker sig ydmyge, graa,
dryppende vaade,
imens det lyner.

Frøerne springer saa vildt om min Taa;
Længslerne vil, jeg til hende skal vandre.
Elskende Sjæle som duggede Straa
nærmes hverandre,
naar det lyner.