Kjestens Ko
var saa god som to,
det syntes da ogsaa Kræn Kresten.
Saa blanked han begge sine Fedtlædersko,
gik bagind og fried til Kjesten.

Kjesten lo:
„Du har set min Ko,
men jeg vil nu elskes med Hjerte.
Men Kors! som du har blanket dine Fedtlædersko
i den fineste Kakkelovnssværte!"

Kresten lo:
„Jeg har set din Ko,
og Koen staar spejlet i min Sværte;
men du, bitte Kjesten, i Tugt og i Tro
staar spejlet herinde i mit Hjerte!"

Krestens Ord
faldt i kristen Jord,
skød bugnende Ranker hos Kjesten:
„Ja, naar du kan finde saa yndige Ord,
gaa du saa kun bare til Præsten!"