Nu bleges Himlen, for Sol er nede,
og alt har Kvæget ædt Bugen trind;
der lugtes Pors fra den nære Hede,
og Høduft driver for dugtung Vind.
Glad Hyrdedrengen paa Vajsen synger,
mens Aftengøgen en Skræppe tynger
og Vibeflokken sin Kile slynger
med hæse Skrig over Karup Aa.

Hult Aaen klunker ved Midnatstide,
naar Maanen skjarer i Pytter smaa,
og Taagestøtter langs Bredden skride
og sadle Engene abildgraa.
Da hulker Vandet fra dulgte Kilder,
mens Væslet virmer om Broens Piller,
og Kastevinde gjør Ganeriller
i Maanespejlet paa Karup Aa.

Saa stiger Solen af Morgenbadet,
mens Storken lægger sit Næb paa Hæld,
og Duggen drypper fra Svingelbladet
som blanke Hagl i det sorte Væld;
og Ræven kommer med Rov belæsset;
han laber Vandet, der kringler Næsset,
mens Brisen ringler med Hjærtegræsset
paa begge Bredder af Karup Aa.

Her ruger Anden i sivlun Rede,
og Rylen vader paa tynde Ben;
en Gamling lærer sit Barn at mede
og haspe Snøren af Stagens Tén.
Guldsmede straale som Gudesmykker;
hvor Padderokken paa Roden rykker,
en tandsløv Odder sit Maaltid tygger
med Kind mod Græsset ved Karup Aa.

Men kommer Juli med Brand og Brynde
og svider Pletter i tyndstraaet Rug,
og syrner Øllet i baandsat Tønde,
mens Grisen stønner ved maskfyldt Trug:
da slænger Bonden sin Le paa Nakken,
retsindig langsomt han klarer Bakken,
han naar til Engen, han kaster Frakken,
og Slet begynder langs Karup Aa!

Den Mand, du tænkte dig mut og treven,
fordi du saa ham i Hytten sidst,
han er ved Stræbet paa Engen bleven
en Skjæmtebroder og Humorist;
han gaar til Knagen, saa Jærnet synger,
det friske Arbejd hans Blod forynger;
kun halvt til Vægten en Byrde tynger
i Høsletstiden ved Karup Aa.

Ret artigt Pigen maa Riven klemme,
om hun med Leen skal holde Skridt.
Korset og Klokke maa blive hjemme,
saa svulmer Barm en desmere frit.
Hun drejer Riven, saa Græsset stenter,
og alle Frøer gjør Testamenter
og rædselslagne fra høje Skrænter
med Plask sig styrte i Karup Aa.

Og Solen bager paa Knøsens Tinding,
mens rapt hans Stryge i Krydsstrejf gaar;
og Sliddet slapper hans Buxelinning,
saa Buxebagen til Knæet naar.
Ved Skaarets Ende en Slurk af Dunken,
en Skraa i Munden og Saften sunken!
Saa fat igjen for at øge Bunken
af Hø i Stakke langs Karup Aa!

— Du klare Strøm med de svale Bølger,
der duger Heden saa bredt et Bord,
mit Blik ærbødigt din Krumning følger,
til hvor du dykker i dyben Fjord.
Til dine Bredder min Slægt var bundet,
ved dine Bølger jeg Liv har fundet,
du er som Traad i mit Livsvæv tvundet,
du tungt henskridende Karup Aa.